Prøv avisen

Ånden i naturen

Sprogforsker Johannes Nørregaard Frandsen. Foto: Claus Fisker

Det er ikke sikkert, at alle denne gode avis læsere har brug for at have lige netop ordet Oe som paratviden, men jeg vil gerne gøre opmærksom på, at det findes, og at det er et dansk ord, som bruges på de internationale sprog. Oe er betegnelsen for eller navnet på en fysisk enhed for magnetisk feltstyrke. Ordet kan da også på dansk hedde en Ø, eller det kan både dansk og internationalt optræde som ørsted eller oersted. Oe er et af de ord, vi i særlig grad kan prale af i Danmark, fordi det er af dansk oprindelse, men et ord, som er blevet international standardbetegnelse, ligesom forresten det arkæologiske fagudtryk kokkenmodding, der også stadig ofte bruges i den internationale faglitteratur. Der er altså også danske udtryk, som kan blive globale

Tilbage til oe. Den opmærksomme læser har for længst set, at det er vor berømte fysiker Hans Christian Ørsted eller H.C. Ørsted (1777-1851), der har lagt forbogstav til. Ørsted, der voksede op i Rudkøbing, skrev en lang række værker, herunder Aanden i Naturen fra 1850, og han var dybt forankret i forestillingen om enheden af ånd og natur. Ørsted havde kolossal, ja, gigantisk betydning for sin samtid. Forresten betød han også meget for den lidt yngre H.C. Andersens syn på liv og digtning.

LÆS OGSÅ: Ånden i sproget

Ørsted opdagede sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme samt en række andre forbindelser i naturens kræfter. Han lavede nye ord. Det hævdes, at han skabte op mod 2000 nye ord i sine værker, som alle er særdeles velskrevne. Ørsted mente nemlig, at sproget og ordet var det sted, hvori virkeligheden blev til. Ord skaber det, de benævner.

Et af de ord, han skabte, og som er særdeles levende, er brint, der jo er navnet på et grundstof. Ørsted beskrev denne ædelgas, dette luftige stof, og kaldte den brint ved en afledning af verbet at brænde. Brænde er et ord, der er udviklet af et sammenfald mellem det gammeldanske brinna og det oldnordiske brenna, der også kunne betyde bruse op. Det tiltalte Ørsted med disse rødder i oldnordisk. Til gengæld kunne sprogforskeren Rasmus Rask (1787-1832) ikke lide ordet brint, fordi han ikke mente, man burde udvikle et substantiv af et verbum. Det blev Ørsteds ord, der tændte, kunne man sige. Brint betyder altså egentlig let brændbart, og det er da ikke helt løgn!

Ordet ilt er såmænd også en Ørsted! Igen er det meget enkelt, for Ørsted tog for sig af ordet ild og iltrede det lidt. Ild kommer af det oldnordisk eldr, der er af en rod med betydningen brænde eller lyse op. Som bekendt skal der ilt til, for at forbrænding kan finde sted, så ordet må være helt rigtigt.

Ordet kvælstof er også delvis navngivet af Ørsted. Kvælstof kendtes under det tyske navn Stickstoff og blev dansk under et navn, der fortæller om et grundstof, der kvæler eller slukker gas: kvælestof eller altså kvælstof. Verbet kvæle kommer af det oldnordisk kvelja, der kunne betyde plage, jævnfør det oldengelske cwellan, der betød at dræbe. Ordet kvæl er i familie med kval, men selvom Rasmus Rask altså havde lidt kvaler med verber, der blev til substantiver, så brændte Ørsted igennem med ord, som stadig lever og danner fundament som grundstoffer i vort verdenssyn.