De fleste har hørt historien om den unge videnskabsmand Isaac Newton, der sov under et træ, fik et æble i hovedet og opdagede tyngdeloven.
Det er en historie med behov for modifikationer. Newton har selv forklaret, hvordan han ganske rigtigt sad under et æbletræ i familiens have og funderede, da et faldende æble satte en tankerække i gang: For hvorfor faldt et æble altid nedad mod jorden og ikke opad eller sidelæns. Det måtte være jorden, der tiltrak det.
Det var ikke en erkendelse, der kom ud af det blå. Han havde længe funderet over tyngdens natur og dens rolle i verdensbilledet, og allerede som niårig var han nået frem til, at hvis månen og planeterne bevægede sig i cirkulære baner, sådan som Keplers 3. lov sagde det, måtte de være påvirket af en tiltrækkende kraft fra jorden og solen, der aftog med kvadratet på afstanden (nej, han var ikke en almindelig niårig).
LÆS OGSÅ: Astronomiens omhyggelige genfødsel
Det var dog først i 1687, som 31-årig, at han kunne formulere en egentlig tyngdelov. For det var gået op for både ham selv (og Kepler), at planeterne ikke bevægede sig i cirkler, men ellipser, så gravitationens gåde var alligevel ikke sådan at løse. Flere af tidens største videnskabsmænd forsøgte ellers ihærdigt, og det må have irriteret dem grænseløst, at den stadig unge Newton i 1684 henkastet sagde, at han skam havde løst gåden, men desværre ikke kunne finde sine papirer. Hans banebrydende værk Principia udkom så tre år senere med formler, eksempler, hele molevitten. Massetiltrækningen var lig med gravitationskonstanten, som er den samme overalt i universet til en hver tid, ganget med den kraft, der holder planeterne i deres bane om solen, gange solens og planetens masse divideret med afstanden i anden. På formel: F: GMm/r2.
Med denne lov kunne Newton bevise, at den kraft, der får æbler til at falde fra træet mod jorden, er den samme kraft, som holder månen i sin bane om jorden. Han kunne redegøre for de tre keplerske love og forklare hovedårsagen til tidevandet som en virkning af månens og solens gravitationskræfter. Faktisk, sagde Newton, galdt loven alle legemer i hele universet.
Det var store ord, men de kunne ikke modbevises. Alligevel skulle der gå at halvt århundrede, før loven vandt almindelig accept, for den var kontroversiel blandt fysikere, der især savnede en forklaring på tiltrækningens natur. I det 18. og 19. århundrede blev Newtons teori dog et uanfægtet grundlag for både fysikken og astronomien. Og den forblev omdrejningspunktet for det naturvidenskabelige verdensbillede, indtil Einsteins almene relativitetsteori fra 1915 viste sig at være endnu mere præcis.