Æresport i sensommeren

Det kan være risikabelt at love at levere blomster til en æresport i slutningen af september, som Mette Østergaard gjorde, for nattefrosten lurer lige om hjørnet. Men heldigvis kom nattefrosten ikke, så blomsterne blev leveret

Havens blomsterflor i september. Forrest midt for ses roserne Benjamin Britten og Eglantine sammen med stolte kavalerer og en lyseblå sky af bjergmynte. Dernæst følger i urets retning skabiose og dusksalvie, stolte kavalerer, mamelukærme og kæmpejernurt, bagest georginer dernæst sommerasters, efterårsasters, matrem og sidst løvemund. –
Havens blomsterflor i september. Forrest midt for ses roserne Benjamin Britten og Eglantine sammen med stolte kavalerer og en lyseblå sky af bjergmynte. Dernæst følger i urets retning skabiose og dusksalvie, stolte kavalerer, mamelukærme og kæmpejernurt, bagest georginer dernæst sommerasters, efterårsasters, matrem og sidst løvemund. –. Foto: Mette Østergaard.

Meteorologerne har allerede nævnt ordet nattefrost som en mulighed, men endnu er det blevet ved truslen! Heldigvis. For godt en måned siden tilbød jeg at levere blomster til en æresport ved et guldbryllup i nabolaget, der skulle stå klar den 22. september. Havde jeg dengang tjekket DMIs arkiv, ville jeg nok have taget mine forbehold, der kommer nemlig ofte nattefrost i september, og nattefrosten gør med et snuptag en ende på sensommerens blomsterflor.

Det blev ikke til nattefrost i denne omgang og tak for det! Nu er blomsterne plukket, æresporten pyntet og guldbrudeparret fejret.

Hvilke blomster fandt jeg ?

Georginer er sensommerens mest trofaste blomster. De egner sig fortræffeligt til æresport, da blomsterne holder sig struttende længe uden vand. De fylder godt og kan være toneangivende, når det gælder farveskalaen. Jeg plukkede mørkrubin Arabian Night og purpurrosa Boy Scout og Lilac Ball.

Sommerasters hører også til de rigtig gode på denne årstid, i hvert fald i år. De blev sået i maj, men i det kolde majvejr kom de ikke ud af stedet, og de var tæt på at blive opgivet. Det blev de ikke, og nu kvitterer de med et dejligt sensommerflor i pastelfarver. For en uge siden sprang de første blomster ud, og det er store blomster, der som georginer er nemme at få øje på.

Når forskellige blomster skal sættes i spil, hvad enten det er buketter til vasen eller som her en æresport, er det ud over farvesætningen vigtigt at arbejde med blomsternes størrelsesforhold. Det er godt at give store blomster som georginer og sommerasters et modspil af små blomster. Desværre har jeg ikke så mange i min sensommerhave, men Calamintha nepeta, kaldet bjergmynte, står stadig derude med bittesmå, blå blomster og dertil en dejlig duft. Calamintha opfører sig som en staude, og den trives særlig godt i sol og varme for eksempel op ad en husmur, men klarer sig også fint ude s bede. Efterårsblomstrende asters har ligeledes relativt små blomster. Jeg har sorten Aster Vasterival, der er en godt meterhøj staude med rosalilla blomster. Småblomstret og holdbar er også kæmpejernurt, Verbena bonariensis. Det er en stivstænglet, 1,5-2 meter høj sommerblomst med små, blåviolette blomster siddende i skærme. Kæmpejernurt er ikke en staude, den skal sås hvert eneste år, men det særlige er, at jernurten som regel klarer det hele selv. Jeg har i år en masse kæmpejernurt rundt omkring , men har ikke sået et eneste frø i foråret. Verbena bonariensis sår sig selv år efter år. Dejligt især i sensommeren, når den virkelig er kæmpehøj og elegant!

Helt almindelige sommerblomster som mamelukærme, stolte kavalerer, dusksalvie, skabiose, matrem og løvemund blev der også høstet ind af i farverne hvid, rosa, blålilla og rubin. Roser var det småt med, men de engelske roser Eglantyn i lyserødt og den orangerøde Benjamin Britten var på pletten med et par blomster.

Guldbryllups-æresporten blev dannet af en grøn guirlande bundet af cypres omkring en stærk snor. I dette tilfælde var cypresguirlanden bestilt hos blomsterhandleren, mens blomsterpyntningen blev en hyggelig aftenbeskæftigelse før den store dag. Blomsterne blev samlet til en mængde små buketter omviklet med blomstertråd og derefter stukket ind i den grønne guirlande. Der kan bruges mange blomster til en æresport, og det blev der! Blomsterguirlanden blev fin og med en umiskendelig glød af sommervarme, skønt efteråret står på spring!