007 vigtige ting at vide om James Bond-skuespillere

I dag er det 55 år siden, den første James Bond-film, ”Dr. No”, kom i biograferne. Bliv her 007 gange klogere

Den første James Bond-film, ”Dr. No”, kom i biograferne 5. oktober 1962 med Sean Connery i hovedrollen som den hemmelige agent 007. –
Den første James Bond-film, ”Dr. No”, kom i biograferne 5. oktober 1962 med Sean Connery i hovedrollen som den hemmelige agent 007. – Foto: United Artists. Allstar Picture Library/ritzau

001: Den første og ifølge mange bedste Bond-film, ”Dr. No”, var med Sean Connery. Men i virkeligheden var der en anden, der spillede Bond inden den skotske skuespiller. Det var Barry Nelson i tv-serien ”Casino Royal” fra 1954 baseret på Ian Flemmings første bog med samme titel.

002: To gange er der siden lavet Hollywood-film med titlen ”Casino Royal”. I 1967 kom en komedie, der ikke regnes for en officiel Bond-film, med blandt andre Peter Sellers, Woody Allen og Orson Welles. I 2006 blev den indspillet med den nye Bond, Daniel Craig, og Mads Mikkelsen som den onde Le Chiffre.

003: Tre gange har en dansker spillet skurk i en Bond-film. Ulrick Thomsen spillede en mindre rolle over for Pierce Brosnan i ”The World Is Not Enough” fra 1999. Siden kom både Mads Mikkelsen og Jesper Christensen med som skurke i internationalle terrororganisationer over for Daniel Craig.

004: I de seneste fire Bond-film har Daniel Craig spillet den charmerende og hårdtslående agent og er blandt andet blevet rost og interviewet i Vatikan-avisen L’Osservatore Romano, der ellers kritiserede den første Bond-film. Den britiske skuespiller har annonceret en femte optræden som agent 007 i den 25. Bond-film, der er planlagt til at få premiere i november 2019.

005: Den femte James Bond-film, ”You Only Live Twice” (1967), skulle have været Sean Connerys sidste. Men han fortrød sin beslutning og vendte tilbage til rollen to gange i ”Diamonds Are Forever” (1971) og ”Never Say Never Again” (1983). Sidstnævnte kaldes for en ”uægte” Bond-film, da den ikke er produceret af Broccoli-familien og selskabet Eon. Derfor mener Bond-fans, at Connery kun har spillet Bond seks gange.

006: Seks skuespillere har været MI6-agenten 007: Sean Connery (1962-1967; 1971; 1983), George Lazenby (1969), Roger Moore (1973-1985), Timothy Dalton (1987-1989), Pierce Brosnan (1995-2002) og Daniel Craig (2006-). Men faktisk har over 200 spillet rollen som Bond i andre – uofficielle – tv-serier og film om agent 007.

007: De to første nuller i 007 betyder, at spionen i dronningens tjeneste har ”tilladelse til at dræbe”. Roger Moore har haft tilladelsen flest gange på det store lærred, i alt syv gange, hvis man altså ikke tæller Connerys uofficielle optræden i ”Never Say Never Again” med.