”Der er så meget, kvinder ikke forstår,” lyder det i Odds-et-reklamer, hvor kommentatorerne i tv’et eller radioen præsenterer det ene mystiske sportsudtryk efter det andet.
I disse dage er der måske snarere så meget, en ikke-håndboldinteresseret dans-ker ikke forstår, når landsholdsspillerne kæmper under VM i håndbold. I fjernsynet kan man nemlig blive udsat for temmelig indforståede udtryk om det, der foregår på håndboldbanen, såsom ”en skrueball” eller ”en krøllet kringle”. Og i de tilfælde kan en håndbold-parlør være god at have ved sin side.
Her er 10 håndboldudtryk, som Bagsiden har samlet i anledning af VM, så alle kan være sprogligt klædt på til kampen.
Buret
Kært barn har mange navne, og det gælder også håndboldmålet. Her finder man blandt andet de danske målmænd Niklas Landin og Jannick Green, som helst ikke skal lukke for mange bolde ind i deres ”bur”, som de vogter. Men der ryger nu nok alligevel nogle bolde ind i buret eller kassen, som målet også kaldes. Men forhåbentlig laver danskerne flest ”kasser”!
At pille den
Igen refereres der til målmandens område, hvor vogteren af buret enten kan ”snuppe” eller ”pille” bolden, når den kommer farende i høj fart.
Chokoladehøjden
Et ældre håndboldudtryk, der beskriver, hvor bolden placeres i målet. Sker det i ”chokoladehøjden”, er det lige præcis det sted i målet, hvor målmanden har lettest ved at redde et skud. Sker det, er der tale om, at skuddet var ”ren chokolade” for målmanden.
Et svirp
Især den danske verdensstjerne Mikkel Hansen er berømt for sine evner med håndleddet, der gør, at han kan sende bolden af sted i høj fart med et ”svirp” med håndleddet og selv i meget pressede situationer, hvor et mål virker umuligt at opnå.
Et lob
Det ser både flot og nemt ud, når en spiller ”lobber” bolden i mål i en fin bue hen over en måbende målmand. Men det handler om både timing og præcision, når et ”lob” skal udføres, og lykkes ofte hængende i luften fra fløjen eller i et straffekast.
En skrueball
Nogle spillere har øvet sig særlig meget i at sende bolden i mål ved at kaste den i gulvet først med et særligt skru, hvorefter den drejer i en helt anden retning end forventet. Den udføring kræver særlige evner med håndleddet og sker ofte i skud fra fløjen eller stregen.
En krølle
En nærmest akrobatisk øvelse, hvor en angrebsspiller knækker overkroppen til den ene side og med sit træk overrasker modspilleren, når bolden sendes mod mål. Tidligere landsholdsspiller og højre back Klavs Bruun Jørgensen var god til at lave ”en krølle”.
Sælge sig selv dyrt
Der er ikke tale om personlig branding i dette tilfælde, men om en spiller der i en farlig situation eksempelvis kaster sig selv forbi en spiller for at komme til en bedre målchance og i forsøget risikerer at komme til skade.
En assist
Et udtryk, der har vundet indpas i sportssproget de senere år. Kommer af ordet assistere, altså hjælpe. ”En assist” er den aflevering, der sendes fra den ene spiller til den anden, som herefter laver et mål.
Mose og mase
Håndbold kan for mange se meget rodet og voldsomt ud, men der er mening med galskaben. Håndbold er i den grad en kontaktsport, hvor tekniske finesser og styrke er i spil. Angriberne får mange skub og knubs undervejs mod mål og må ofte mose sig igennem den trange plads i forsvaret, som også kaldes for ”en mur”, når det er særlig uigennemtrængeligt.