For 100 år siden eksploderede Danmarks vindmølleindustri. Søren Ryges morfar ejede en af fabrikkerne

Danmark fik sin første vindmølleindustri for 100 år siden med over 20 fabrikker. Søren Ryge Petersens morfar fra Vejen havde en af dem

Vindmøllen i Grenå, som jeg tog et billede af i dag.
Vindmøllen i Grenå, som jeg tog et billede af i dag. Foto: Søren Ryge Petersen.

Forleden holdt jeg foredrag for Ældresagen i Vejen – en lille stationsby i Sydjylland lige nord for Kongeåen. Jeg indledte med at sende et foto rundt af et hus i Søndergade. Alle kunne straks genkende det, hvorpå jeg stolt deklamerede, at i dét hus blev min mor født i 1910, og at min morfar Jens Bjerregaard var møllebygger og desuden lavede kværne, tærskeværker, havrevalser og kagebrækkere.

Der blev stor opstandelse, for det var en nyhed af format. At Søren Ryge har rødder i Vejen – at jeg er i familie med Vejen. Men det har også givet mig anledning til at grave lidt i møllebyggeriet, og det er altså en god historie i disse år, hvor vindmøllerne producerer mere og mere af vores livsvigtige energi og bliver større og større.

Man har lavet vindmøller (og vandmøller) i mange hundrede år. Alle kender de klassiske vindmøller med fire vinger, der har overlevet som smukke kulturminder mange steder. De blev brugt til at drive de kværne, der malede kornet til mel, og de var så vigtige for samfundsøkonomien, at de var privilegerede lige som kroerne. Det var simpelthen strafbart for bønderne selv at male deres korn.

Men så opfandt amerikanerne en lille vindmølle. Den kunne placeres på taget af laden eller på et lille tårn af træ eller jern. Den var ikke særlig dyr at lave, og mekanikken var enkel. Når møllevingerne drejede rundt, blev kraften overført til en lodret jernstang, og i bunden af den placerede man tandhjul eller remskiver, der kunne trække en kværn eller et tærskeværk. Lavteknologi, men smart efter den tids målestok.

Selvfølgelig kom den også til lille Danmark. Allerede i 1860 dukkede de første op, og man ophævede fornuftigt nok møllernes ældgamle privilegium til at male korn. 50 år senere var der vindmøller ved 4.600 danske gårde. I 1923 ved 16.000. Danmark fik sin første vindmølleindustri for 100 år siden med over 20 fabrikker. Min morfar havde en af dem.

Han stammede i øvrigt fra Mors, den store, frugtbare ø i Limfjorden, og det var også her, at mølleeventyret begyndte. Der var mange store gårde, og det blæste meget, men møllerne havde én begrænsning. De fungerede jo ved mekanisk overføring af kraften, og derfor var de tilhørende maskiner stationære, og derfor var næste logiske skridt at lade dem trække en generator, der kunne producere elektricitet.

Min morfars brevpapir.
Min morfars brevpapir. Foto: Privatfoto.

Det blev der eksperimenteret med i stor stil i de kommende år, og der blev bygget flere store møller, hvoraf nogle blev banebrydende med hensyn til at udnytte vinden. Askov-møllen og Gedsermøllen nævnes stadig som milepæle i udviklingen.

Et af problemerne var, at de første møller med generator producerede jævnstrøm i modsætning til elværkernes og elnettets vekselstrøm. Jævnstrøm kan ikke transporteres over længere afstande. Men tømrermester Riisager fra Lind ved Herning var en stædig rad. Han byggede også vindmøller, og i 1970’erne lavede han en ved sit hus og forsynede den med nogle apparater, der lavede vekselstrøm og kunne forsyne huset med elektricitet.

Men en dag var han fræk og satte stikket fra møllen i en almindelig stikkontakt, hvorpå hans elmåler løb baglæns! Stor opstandelse! Han var en af de første, der fandt ud af at producere strøm til elnettet fra en lille husstandsmølle, og hans mølle blev opkaldt efter ham og blev starten på den serieproduktion af vindmøller, der siden da er vokset og vokset og har gjort vort lille land til et af verdens førende på området. Ikke i omsætning og bundlinjer, men i den know-how, der er forudsætningen for det meste.

Tilbage til morfar Bjerregaard fra Vejen. Hans møller blev kaldt klapsejlere, fordi de seks vinger var forsynet med nogle træklapper, der fangede vinden. Og møllerne fik altså tærskeværkerne og kværnene og vandpumperne på gårdene til at dreje rundt. Når man dengang købte kraftfoder til køerne, var det sojakager, et restprodukt fra fremstilling af sojaolie, og mange husker sojakagefabrikken i København, der eksploderede i 1980. Disse sojakager blev i starten leveret i store flager/kager, som ikke var hensigtsmæssige at fodre med, og hvad gør man så? Man laver en kagebrækker, der kan knuse dem og trækkes med kraften fra klapsejleren. Det gjorde morfar, og jeg elsker det ord …. Kagebrækker!

Og til sidst: Da jeg skulle lave et foto af en klapsejler til denne historie, fandt jeg den på et motormuseum ved Grenå. De har fået den fra Heides Maskinværksted på Mors, hvor den blev bygget i 1915 og pillet ned i 1966 og gemt. Desuden er det ganske vist, at Heide var min morfars nevø, og at jeg dermed også er i familie med den. Oh Danmark, dig elsker jeg!