Compenius-orglet findes i Frederiksborg Slotskirke og er opkaldt efter sin ophavsmand, Esaias Compenius, og bygget i 1610 i Braunschweig-Wolfenbüttel i det centrale Tyskland. Instrumentet, der tæller hele 1001 orgelpiber i forskellige træsorter, herunder den kostbare ibenholt, er det eneste intakte orgel fra netop Compenius’ hånd. Allerede i 1600-tallet var orglet som tangent- og blæseinstrument fuldt udviklet, og det klangmæssige raffinement fornemmer man da også tydeligt, når Compenius-orglet, som befinder sig på slotskirkens øvre balkon, spiller kirkerummet op.
Som renæssance- og kammerinstrument har Compenius-orglet, der kom til Frederiksborg Slot i 1617, oprindelig haft til formål at underholde oppe i slottets sale ved festlige lejligheder.
”Orglet er stemt, så man ikke kan spille i alle tonearter. Det egner sig bedst til dansemusik fra renæssancen og bruges derfor alene til koncerter og demonstrationer og ikke til almindelig kirkegang om søndagen,” forklarer den ene af kirkens to organister, Sven-Ingvart Mikkelsen.
”Klangen i dette orgel er mere diskret end i et moderne orgel, men det spiller alligevel godt sammen med arkitekturen og hele kirkerummet,” fortsætter han.
Ved første øjekast ligner orglet mest af alt et lukket, massivt egetræsskab med skodder og låger og skuffer, der kan låses op og slås til siden. Selve instrumentet kommer først til syne, når dets forskellige facadepartier tages af. De skal blandt andet beskytte instrumentets fine elfenbenstangenter med sølvbeslag mod støv og de besøgendes nysgerrige fingre. Og lukker man helt op ind til selve orglets indre, overraskes man samtidig over, hvor komprimeret og tæt de mange træpiber i forskellige størrelser i virkeligheden sidder.
”Tætheden af piber hænger sammen med orglets lydstyrke. Hvis lyden skal fylde store sale eller et stort rum, skal der være mere plads omkring piberne,” siger Sven-Ingvart Mikkelsen, som også selv er opmærksom på orglets alder og relative sarthed, når han er på arbejde.
”På et moderne orgel spiller jeg normalt med sko på, men her bruger jeg strømpefødder for ikke at slide mere end højst nødvendigt på elfenbenspedalerne,” forklarer han.
Orglet blev restaureret i 1980’erne og i 1990’erne. Alligevel er det eneste synlige tegn herpå den nye trækonstruktion på orglets bagside, hvor instrumentets fire blæsebælge i skind er monteret. For at orglet kan spille og give lyd fra sig, skal en stærk mand eller stærk kvinde nemlig trække kontinuerligt i bælgenes påhæftede snore for at puste luft ind i orglets piber.
”Og det kan godt mærkes i armene, når man har trukket i snorene i en halv time,” bemærker Sven-Ingvart Mikkelsen, mens han samtidig forklarer, at Compenius-orglet også er et eftertragtet studieobjekt. Dets uforfalskede kvaliteter gør, at organister og konservatoriestuderende kommer langvejsfra for at høre og prøvespille på det originale instrument. Renæssancemusikken får en anden autentisk virkning, når den spilles på det virkelige instrument.
