Prøv avisen

1800-tallet er pakket ind i fløjlsdraperier og plysmøbler

Den danske guldalder er ofte skildret meget rosenrødt og romantisk, hvor tilværelsen for de fleste var fuld af hverdagsdramatik og kaos. Her illustreret af Carl Carlsen i 1885, hvis malerier ikke rigtig passer ind i de gængse genrer fra tiden. Billedet viser en købmand, der rædselsslagen snubler, mens fruen snorksover i sin stol. Måske er han bange for at vække hende? Foto: Foto fra bogen

Studerer man guldalderens glemmebog grundigt, finder man alle de mørke og mærkelige bagsider, fortæller historiker Poul Duedahl i sin nye bog om historiens B-sider, der udkommer i forbindelse med Golden Days i dag

”Velkommen på bagsiden – Danmarkshistorien på vrangen” handler ikke om alt det gyldne, skønne, sande og gode. Tværtimod kan man i bogen, som udkommer i dag i anledning af den årlige københavnske kulturfestival Golden Days, læse om alt det, man i den såkaldte guldalder i 1800-tallet havde travlt med at gemme af vejen: slaveri, henrettelser, tugtelser, galeanstalter, djævlerier, epidemier og ikke-funktionsdygtige evighedsmaskiner. Kort sagt: Bagsiden af guldalder-medaljen eller ”Historiens B-sider”, som det hedder i overskriften for de mange arrangementer, som kulturfestivalen Golden Days, der begynder i dag, har på programmet på biblioteker og i kulturhuse i København og omegn de kommende to ugers tid.

”Jeg fik det som en bunden opgave af Golden Days at se på alt det tabuiserede og fortrængte, men det passede vældig godt sammen med, hvordan jeg plejer at arbejde med historie,” siger Poul Duedahl, historiker, lektor ved Aalborg Universitet og forfatter til ”Velkommen på bagsiden”.

”Det er galt med den traditionelle måde at skrive danmarkshistorie på, at man ser bagud i tid for at finde alt det, der peger fremad. Alt det, der kan forklare, hvorfor samfundet blev, som det blev. Men derved overser man ofte det, som var, og det, som ikke blev,” tilføjer han.

For eksempel fortæller historikere, ifølge historikeren, gerne historien om demokratiets fødsel og de stadig fredeligere omgangsformer. Men får vi så gjort det tydeligt nok, at Danmark i hele 1800-tallet var et ekstremt voldssamfund med offentlige henrettelser og et samfund, hvor herremænd slog husmænd, mænd slog koner, og voksne slog børn i ét væk og med fuld opbakning i loven? Eller at landet aldrig var mere demokratisk, end at kun 15 procent af befolkningen havde en vis politisk indflydelse?

1800-tallet huskes også som tiden, hvor videnskab og oplysning vandt frem, men Poul Duedahl slår fast, at det var et århundrede, hvor befolkningen stadig ikke alene troede på Gud, men også på Djævelen, nisser og alskens overtro.

”Det var for eksempel en tid, hvor man begravede syge dyr levende, fordi man troede, det hjalp resten af besætningen,” fortæller han.

Hvis man i dag taler om københavneri og udkantsproblematik, var det heller intet at regne mod dengang, hvor der i perioder herskede næsten retsløse tilstande i Nordjylland, og hvor tusindvis af mennesker døde i en malariaepidemi på Lolland-Falster, som de københavnske sundhedsmyndigheder ignorerede, fordi truslen om kolera i hovedstaden optog dem mere.

Poul Duedahl mener, vi kan lære meget af at se på alt det, samtiden forsøgte at ”dække over med plysmøbler, fløjlsdraperier og feel good-stemning,” som han siger.

”Det viser, at historien aldrig følger nogen lige vej, men er bestrøet med svinkeærinder. For eksempel gøres der ikke så meget ud af, at mange af dem, der siden blev anerkendte videnskabsfolk, forinden havde brugt uanede kræfter på at konstruere evighedsmaskiner. Det lykkedes selvfølgelig ikke for dem, men det ser ud til, at det netop var det, der gjorde dem klogere på mekanik,” siger han.

”Sådan skriver enhver generation sin historie, blandt andet ved at hente de ting frem fra glemmebogen, som nu er relevante,” siger Poul Duedahl, som mener, at miljøforurening, svineopdræt og den udliciterede død er bud på B-sider af nutidens Danmark, som fremtidens historikere kunne finde på at kaste ekstra lys på.

Historikeren Poul Duedahl har i samarbejde med Golden Days udarbejdet bogen om historiens B-sider. – Privatfoto.
I 1836 blev 41 arrestanter tortureret ofte med piskning. Her fører en civil betjent en anholdt til arresten i Slutterigade i København på Wilhelm Mastrands maleri fra 1835. – Foto fra bogen.
Selvmord var både et af 1800-tallets største problemer og største tabuer. Hængning var den foretrukne metode. Her er en selvmorder tegnet i 1853. – Foto fra bogen.
Bogen ”Velkommen på bagsiden” viser gennem 21 fortællinger eksempler på alt det tabuiserede, fortrængte og glemte fra Danmarks såkaldte guldalder i 1800-tallet. – Illustration fra bogens omslag.