Prøv avisen

Farfar faldt i Frankrig

British troops in a captured trench, Hindenburg Line, France, World War I, 1917-1918. Foto: .

Philip Hubbards britiske farfar blev meldt savnet i 1917, mens han kæmpede i Frankrig. Han er aldrig blevet fundet

Da jeg talte med min faster i England i telefonen for nogle måneder siden, talte vi om vores minder, og hvor langt vi kunne huske tilbage.

Det længste, jeg kan huske tilbage, er til treårsalderen i 1943, og for min fasters vedkommende var det også til treårsalderen, som for hendes vedkommende var i 1917. Nu er hun jo også blevet 100 år.

Faster May fortalte mig en historie om noget, hun havde oplevet i 1917.

Hun var gået ud på gaden helt alene, og der kom en mand fra landsbyen (Arnesby, syd for Leicester i England) forbi. Han spurgte hende, hvad hun lavede ude på gaden alene.

Jeg skal finde min far, for mor sidder hjemme og græder, sagde May.

Så var jeg ikke i tvivl om datoen for denne begivenhed. Det måtte være kort efter den 8. juni 1917, da det var på denne dato, at farfar blev meldt savnet i Frankrig, og farmor havde modtaget et brev med nyheden. Et år senere modtog hun endnu et brev, der meddelte, at nu var hendes mand, Fred Hubbard, formodet død. Han er dog aldrig blevet fundet.

LÆS OGSÅ: Spanske børn skal lave husarbejde

Så vidt jeg har hørt fra folk, der har kendt farmor længere end de 44 år, som jeg kendte hende, snakkede hun aldrig om det, men jeg er overbevist om, at hun bevarede et håb om farfars tilbagekomst resten af sin tid. Hun døde i 1984 som 99-årig.) Selv om jeg ikke tænkte på det som barn, bar farmors ansigt et udtryk, der fortalte om hendes hårde og vedvarende lidelser. En smil kunne hun dog præstere en gang imellem.

Mange år efter farfars forsvinden blev farmor spurgt om, hvorfor hun ikke havde giftet sig igen, og hendes svar var: Jeg ville aldrig kunne find en, der var lige så god som ham.

Så i 1917 stod hun alene med seks børn og måske en krigsenkepension. Hendes søn, min far, har fortalt, at de seks børn fik at vide, at hvis der blev banket på døren, skulle de gemme sig og være helt stille. Det kunne være, det var manden, der skulle opkræve huslejen!

Farmor fik efterhånden nogle indtægter ved at vaske tøj for andre mennesker i landsbyen, men belønningen var ikke altid særlig imponerende. En ellers rimeligt velhavende person i byen har for eksempel syntes, at to æg måtte være en rimelig betaling for arbejdet inklusive sæbe.

Jeg er vokset op i England, og i min barndom fik jeg at vide, at min farfar havde været soldat og var blevet dræbt under krigen. Disse kendsgerninger havde ikke skabt nogen større bevægelser i barnets sind. Det er vel meget normalt, at soldater bliver dræbt i krige? I mit voksenliv forholder det sig meget anderledes. Der går ikke mange dage, hvor farfar ikke har været i mine tanker. Hvad der egentlig kostede ham livet, var, at han fik et nyt arbejde. Dengang kunne man vist slippe for militærtjeneste, hvis man arbejdede i landbruget, hvad farfar også gjorde, men så fik han et andet arbejde. Følgen blev, at han måtte deltage i Første Verdenskrig. Da han tog afsked med farmor for sidste gang efter en orlov, sagde han: Hvis jeg ikke kommer tilbage, må du passer godt på børnene.

Interessen for Fred blev også vakt hos et oldebarn, vores søn, som arbejdede i Frankrig i en periode for nogle år siden.

Mens han var der, besøgte han stedet, hvor hans oldefars navn står på en af de mange mindetavler ved Arras sammen med de mange tusinde navne på soldater, som blev dræbt i Frankrig.

Faktisk var der tre familiemedlemmer, der drog af sted, men kun min morfar kom tilbage, mens hans bror og min farfar ikke kom tilbage.

Så kunne min kone og jeg ikke vente længere, og i 2004 tog vi af sted på en militær-historisk rejse til fem lande, inklusive Frankrig, for at se stedet, hvor farfars liv sluttede. Turarrangørerne var så venlige at ændre lidt på den planlagte rute, som ellers ikke gik forbi denne mindepark, Faubourg dAmiens ved Arras. Nogle beskrivelser af kamphandlingerne, som vi er i besiddelse af, beskriver begivenhederne i området, hvor farfar menes at have været, det vil sige inden for en to kilometers radius af byen Lens. Da vi nærmede os dette område, kunne vi se høje slaggebunker her ligger han måske. Kampbeskrivelserne fra stedet omtaler disse slaggebunker, og det fremgår, at der blev kæmpet meget ved disse.

Jeg har stadig et håb om, at min farfar vil blive fundet. Familien i England har flere gange sendt mig avisudklip, hvor der berettes om fund af soldater fra Første Verdenskrig, for eksempel i forbindelse med udgravninger på byggepladser. De fundne soldater er blevet ført tilbage til England, og der er lavet en fuld militær begravelsesceremoni. Mon jeg lever længe nok til at opleve farfars tilbagevenden på lignende måde?

Philip Hubbard, Vandværksvej 4, Gørlev