Kongelige kroner under lup

For tiende gang udgiver kongehuset en årsrapport over de kongeliges økonomi og officielle gøremål

Nytårskur 2014. Dronning Margrethe og Prins Henrik eskorteres af Gardehusarregimentets Hesteskorte i guldkaret fra Amalienborg til Christiansborg Slot tirsdag 7. januar 2014. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2014)
Nytårskur 2014. Dronning Margrethe og Prins Henrik eskorteres af Gardehusarregimentets Hesteskorte i guldkaret fra Amalienborg til Christiansborg Slot tirsdag 7. januar 2014. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2014). Foto: .

Hvilke udenlandske statsoverhoveder var dronning Margrethe og prins Henrik værter for i 2013? Kan man komme i virksomhedspraktik i kongehuset? Og var der overskud eller underskud på kongehusets budget sidste år? Alt det og meget andet kan man finde svar på i kongehusets årsrapport om kongehusets økonomi og officielle gøremål inden for erhverv og kultur, humanitære og sociale initiativer, sport og sundhed, forskning og uddannelse, som netop er udkommet for tiende gang.

Rapporten er altså ikke kun en gennemgang af de kongeliges husholdningsregnskab. Man kan også læse om, at Den Kgl. Stald-Etat over de senere år har reduceret antallet af heste i de kongelige stalde, så bestanden i dag udgøres af 13 skimler. Tidligere var der både skimler og brune heste.

LÆS OGSÅ: Afrikansk kunst skal hjem

Det fremgår også, at dronning Margrethe den 7. oktober i anledning af 100-året for fysikeren Niels Bohrs atommodel ekstraordinært uddelte Niels Bohr Guldmedaljen til den franske fysiker, professor Alain Aspect, og at kronprins Frederik den 15. september besøgte Klitmøller som protektor for Cold Hawaii PWA Cup, hvor han også deltog i en kapsejlads med unge lokale surfere forud for startskuddet til den internationale surfkonkurrence. Endvidere oplyser årsrapporten, at prins Nikolaj den 18. maj blev konfirmeret i Fredensborg Slotskirke, og at der efter den kirkelige handling var privat frokost i Kuppelsalen på Fredensborg Slot.

Svarene på de tre indledende spørgsmål er i øvrigt, at Dronningen og Prinsgemalen i april 2013 var værter for Finlands præsident H.E. Sauli Väinämo Niinistö, i juni for Hollands nye kongepar kong Willem-Alexander og dronning Maxima og i september for Vietnams præsident H.E. Truong Tan Sang. Og ja, man kan godt komme i virksomhedspraktik i kongehuset. Hofmarskallatet har en aftale med Københavns Kommunes jobcenter om at stille virksomhedspraktikpladser til rådighed for unge uden job og uddannelse. Desuden fremgår det af resultatopgørelsen, at der var et overskud på 747.707 kroner i kongehuset i 2013. Resultatet overføres til egenkapitalen, som den 31. december 2013 lød på 18.854.987 kroner.