I 1985 kom min far hemmelighedsfuld hjem med en flamingokasse fra sit arbejde som lektor på den daværende Danmarks Tekniske Højskole. Det var en næsten ny Commodore 64, der senere skulle blive min første computer. Begejstret forklarede han os om den fantastiske maskine, der var lysår foran en skrivemaskine. Den var fremtiden. Som en demonstration brugte han en hel nat på at programmere en grafisk grov hare frem, der kunne hoppe hen over skærmen.
Tidligt om morgenen vækkede han os, så vi alle kunne se miraklet, inden han slukkede computeren. Siden kom haren ikke tilbage. Commodoren nåede til gengæld at blive en global succes, inden firmaet ironisk nok gik konkurs i 1990erne, da verden for alvor blev bidt af computere. Tiden var løbet fra Commodore 64en.
Men jeg var lykkelig, da jeg arvede 64eren, der skulle sluttes til familiens fjernsyn og en båndstation for at kunne indlæse computerspil.
Det kunne tage en halv time at indlæse et simpelt spil, men jeg ventede nogenlunde tålmodigt ved mit joystik, inden jeg jublende drev Pacman rundt på skærmen, hvor den cirkelformede computerfigur skulle æde prikker og undgå at blive ædt af spøgelser. Dengang var min mor bekymret for, at jeg brugte for meget tid ved computeren især efter at jeg senere fik mit eget sorthvide fjernsyn til computeren i stedet for at gå i skoven for at lede efter virkelige harer.
Det tænker jeg tit på i dag, hvor jeg selv har fået børn med både X-box, Wii og iPad, som nutidens børn spiller computer på.
De er vokset op i en tid, hvor grafiske harer ikke er mirakler, men teknologiske fortidsminder. Og min yngste søn var ikke mere end et år, da han frustreret lod hånden glide hen over en oplæsningsbog igen og igen, fordi han åbenbart troede, at den var en iPad, der ikke virkede.
Børnenes iPad er smart og fyldt med lærerige spil, der både kan hjælpe dem til at lære at læse og regne. Men de bruger den også til at se tegnefilm og spille computerspil på, som jeg hele tiden skal styre ikke bliver for vilde. En iPad er ingen pålidelig barnepige. Internettet er en slamkiste af viden, underholdning, fællesskaber og falske profeter. Engang gjorde en teknologiskeptisk præst mig endda opmærksom på, at den hebraiske talværdi for w er 6, og så kunne jeg jo lige tænke over, hvad www mon stod for.
Men selv bruger jeg alligevel flere vågne timer foran skærmen end i den fysiske verden, som om nettet gav adgang til en slags Narnia-verden, det var bedre at være i. Min mor havde ret. Det er lidt bekymrende. Og hvad værre er, har jeg de sidste mange år altid haft min smartphone-telefon med mig, så jeg liiiige kan tjekke mails og gå på de sociale medier. Det har internet-psykologer sammenlignet med narkomani.
For nyligt sendte DR 2 en hel temaaften, der rejste spørgsmålet, om Danmark var blevet en nation af Facebook-junkier, der er fanget i og af nettet. Tendensen er der i hvert fald, og den enkelte må svare på, om man selv kan styre det. Forleden gav min ældste søn mig desværre min egen diagnose, da han midt i sofaen spurgte mig, om jeg var mere glad for min telefon end for ham, når jeg nu så mere på den. Jeg følte mig taget med nålen i armen, mens jeg forsikrede ham om, hvor meget jeg elsker ham og hans lillebror. Og nu har vi ændret husregler derhjemme. For alle de teknologiske såkaldte hjælpemidler, der skulle gøre vores hverdag nemmere, skal jo ikke tage magten over os.
H.C. Andersens eventyr ”Nattergalen” kunne være skrevet lige ind i vores it-tid. Internettet er måske ikke ligefrem djævelens værk, det er nok endda ret smart, men det er en gave, der ikke må styre os. For selvom det kan være svært at leve uden flimrende skærme i en tid, hvor kravet om at være på er stigende, slår den digitale verden aldrig det virkelige nærvær mellem mennesker eller blot nattergalens ægte forårssang.
Min fars flamingokasse fra 1985 blev min indgang til mit digitale liv. Men det er trods alt ikke hele mit liv. Og jeg vil også gerne lære mine iPad-børn at slukke computeren, før de sætter sig til middagsbordet. De lever jo ikke af prikker på en skærm som en anden Pacman.