Nigerianske køer har leveret råmaterialet, teknikken går tilbage til tidligere tiders husflid og blev forfinet under en dansk marinesoldats krigsfangenskab i England for 200 år siden, men ellers er der tale om et gedigent vestjysk produkt, som i gamle dage gav et tiltrængt tilskud til økonomien i de fattige og sandede egne i Nees Sogn. Her var det også småt med træerne, så i ste-det for skeer i træ, blev det til skeer i horn, dengang forarbejdet af de lokale ko-horn, og her finder man Danmarks eneste hornvarefabrik, hvor de gamle håndværkstraditioner fortsat holdes i hævd.
Hornvarefabrikken i Bøvlingbjerg, syd for Lemvig, skiftede ejere for få år siden. Agner Andersen, som sammen med hustruen Inga drev den tidligere familieejede virksomhed fra 1990 og frem til salget i 2008, betingede sig da, at de nye ejere ville fortsætte i respekt for de gamle traditioner.
”Så sjælen ikke forsvinder,” forklarer Agner Andersen, der fortsat jævnligt er på besøg i sin gamle virk-somhed. For ham var det desuden vigtigt, at virksomheden forblev i landsbyen Bøvlingbjerg. I princippet kunne den i dag, hvor råmaterialerne hentes i Afrika, ellers ligge hvor som helst.
Men det ville være helt forkert, fastslår Sara Brunn Buch, 36 år, der sammen med sin mand, Peder Frølund Buch, 40 år, har overtaget hornvarefabrikken:
”Den hører til her i Bøvlingbjerg. Den er vi jo vokset op sammen med, og jeg håber, at der stadig vil ligge en hornvarefabrik i Bøvlingbjerg også om 100 år. Det vil vi gerne bidrage til.”
De er begge fra egnen, og som uddannet håndarbejdslærer fra Seminariet for Kunst & Håndværk i Kerteminde, er det Sara Brunn Buch, som nu står for den kreative del af virksomheden, mens Peder Frølund Buch tager sig af økonomi og salg.
Hornvarefabrikkens produkter forhandles over hele landet, og desuden har man netop åbnet egen forretning i Aarhus. Ligeledes satses på eksport til blandt andet Tyskland og Japan.
Hornvarefabrikken har stadig til huse i de bygninger, Peter Husted byggede, da han flyttede sin produktion af hornvarer fra privatboligen til fabrik. Det var i 1935, men forhistorien går helt tilbage til den danske marinesoldat fra Nees Sogn Knud Høj, som i krigen mod England i 1807-14 blev taget til krigsfange i England.
Det var her, Knud Høj lærte at lave hornskeer af god kvalitet, og da han efter krigen vendte tilbage, begyndte han en hjemmeproduktion. Det inspirerede, i årene efter, andre på egnen til også at gå i gang. Blandt dem Peter Husteds far, Hans Husted, født i 1834 i Nees, som siden lærte håndværket videre til sønnen.
Skeen som spiseredskab har været en del af menneskehedens kulturhistorie gennem tusinder af år.
Mens det først i 1600- og 1700-tallet blev almindeligt at spise med kniv og gaffel i den europæiske overklasse, har skeen været der siden stenalderen. Helt op til begyndelsen af 1900-tallet var træ- eller hornskeer det almindelige og eneste spiseredskab, når bønder-ne samledes omkring det fælles grødfad. Og opvasken bagefter var dengang enkel: Skeen blev tørret af i bukseknæeet og bagefter hængt op under loftsbjælken til næste måltid.
Gennem årene har hornvarefabrikken satset på en alsidig produktion: Smykker, nu i Sara Buchs eget design, skåle og bægre og julepynt med videre. Og, altså, skeer i mange forskellige udformninger: Æggeskeer, sennepsskeer, skeer til marmelade og afmåling af kaffe og salt, spiseskeer, babyskeer og skeer til kaviar. Eller som del af salatsæt, som Dronningen fik overrakt et eksemplar af, da hun var på besøg i kommunen, hvor Prins Henrik fik en fiskekniv og en jagtkniv med hornskæfte fra Bøvlingbjerg.
Selv om der i dag er kommet maskiner til i forbindel-se med forarbejdningen, foregår produktionen i princippet som i gamle dage, så der er på den måde fortsat i høj grad tale om håndværk.
En ske skal igennem cirka 20 processer, inden den er færdig, fra opteg-ning og udsavning til det endelige, polerede produkt. Skeformen dannes ved, at hornet opvarmes i 163 grader varm olie og presses, først skaftet og dernæst laffet, skebladet. Derefter udsaves den endelige form, og undervejs grov- og finslibes i flere omgange.
Hornvarefabrikken var familiedrevet i to generationer. Sønnen og svigerdatteren Asger og Eva Husted, tog over efter Peter Husted, indtil Inga og Agner Andersen kom til i 1990.
I perioder har økonomien været så stram, at fabrikken kun overlevede takket være en højst nødvendig og gennemført vestjysk sparsom-melighed. I 1950erne, hvor plastikken for alvor kom frem og fik indpas i hus-holdningerne, var man lige ved at lukke virksomheden. Anderledes i dag: Selv om Agner Andersen kan citere et barn, som under et besøg spontant konstaterede, at hornvarefabrikkens produkter ”næsten var lige så pæne, som havde de været i plastik”, oplever virksomhed-en i dag en stigende interesse og respekt for det smukke kunsthåndværk og de århundredgamle traditioner, hornvarefabrikken bygger videre på.
