Emma Gad udsendte i 1903 et markant firebindsværk, der hed Vort Hjem. Det gav anvisninger til og råd om børnepasning, beklædning, tilberedelse af mad, god adfærd ved måltider samt over for gæster, sundhed og hygiejne samt ikke mindst ordentlig og dannet opførsel i middelklassen. Værket har et forord af en af tidens førende filosoffer, Harald Høffding, og det rummer solid rådgivning i, hvordan et liv skal leves og et hjem varetages, så uorden og dermed socialt forfald holdes på afstand.
Man kan således et sted i bind II læse, at ”Livstykket, det eneste Klædningsstykke, der giver Barnets Legeme Fasthed og Støtte, maa være af tykt, tæt vævet Tøj”. Uha, jeg kan mærke på min krop, hvordan ulden kradser! Jeg gik som dreng bestemt ikke med livstykke, men dog om vinteren ofte med uldne, hjemmestrikkede undertrøjer. Hold da op, hvor de kradsede, men jeg havde haft slem lungebetændelse som lille, så der skulle være varmt ved kroppen. Om min holdning så også, jævnfør Emma Gad, blev bedre af det, ved jeg ikke.
Jeg har fundet citatet fra Emma Gad frem, fordi Inga Bentzen i en mail til klummen har funderet over ordet livstykke. Hun mener, det i gamle dage var betegnelsen for et beklædningsstykke, mens det nu udelukkende bruges om en ung, livlig kvinde, men vist aldrig om en ung mand. Inga Bentzen har i nogen grad ret. Ordbøger forklarer om klædningsstykket et livstykke, at det dækker og slutter tæt om den øverste del af kroppen inklusive taljen. Det er altså den del af kroppen, som ofte og især tidligere blev kaldt for livet. Det var vel stykket fra skridtet og op til og med brystet, der var ”livet”.
Ordet livstykke bruges dog nok i dag først og fremmest om yngre kvinder med fut i fejemøjet. Det har Inga Bentzen ret i. Hun har også ret i, at det i dag tilsyneladende først og fremmest er kvinder, der kan være livstykker. I ældre ordbøger skelnes der dog ikke mellem kønnene på den måde. Da kunne mænd også godt være livstykker, men dog næppe bære livstykker!
Livstykker kan altså både betyde tøj, der dækker livet, og noget, som udtrykker glæde ved livet.
Tidligere brugtes ordet bredt om de ting eller forhold, man satte særlig stor pris på. Ludvig Holberg siger i ”Jeppe paa Bjerget” om et stykke lystig musik, at ”den Melodi var jo Herrens Livstycke”. Et livstykke var noget, man i særlig grad nød, holdt af og regnede for sit hjerteanliggende, sit livs stykke.
Livstykker kunne betyde andet end beklædning og piger. P.A. Heiberg fortæller om en vise, at den var hans mors livstykke, hun sang den i al fald altid. Forfatteren Rasmus Hansen siger om en dreng, at han måtte være degnens livstykke, for han fik næsten aldrig skrup eller tæsk af tampen. Livstykket er det eller den foretrukne, altså et stykke for livet. Det er den mest originale betydning af ordet.
Jeg stødte på ordet for nylig i et af de såkaldt kulørte billedblade, hvor en af de små danske prinsesser blev kaldt sin mors livsstykke. Det er der ikke noget, der hedder. Der kan ikke være to s'er i livstykket. Et liv(s)stykke ville betyde noget i retning af et stykke af livet. Lad os holde os til livstykket.