Prøv avisen

Nonnen, der fandt sin ø på internettet

Nonnen Amvrosia fra De Hellige Russiske Kongelige Martyrers Kloster har i tre år boet på øen Baagø ud for Assens på Sydfyn. Scanpix/Claus Fisker

På en ø i Lillebælt bor en russisk-ortodoks nonne. Langt fra sit hjemland har hun skabt et kloster, hvor familier og pilgrimme fra Rusland kan holde ferie. Hun kalder det danske folk for det venligste, hun har mødt

En halv times sejlads fra den fynske havneby Assens ligger Baagø. En lille undseelig ø med bare 32 indbyggere, en masse marker, dejligt badevand og en havnekiosk, der kun har åbent halvdelen af året. Og så er der naturligvis klosteret et russisk-ortodokst et af slagsen ved navn De Hellige Russiske Kongelige Martyrers Kloster.

Her har den 57-årige nonne Amvrosija boet i tre år. Inden da holdt hun til på Hesbjerg Slot lidt uden for Odense, hvortil hun blev hentet af teologen Jørgen Laursen Vig i 2001 for at hjælpe ham med at opfylde hans drøm om at etablere et russisk-ortodokst kloster på slottet. Da han døde i 2005, blev hun boende på Hesbjerg Slot, men stedets dårlige forfatning gjorde, at hun for nogle år siden måtte finde et nyt sted at videreføre sin og Jørgen Laursen Vigs mission.

Da Kristeligt Dagblad ankommer til det russisk-ortodokse kloster, en ældre trelænget gård plus et stuehus, ser Amvrosija en smule forvirret ud.

”Er det den 26. juni i dag?”, spørger hun, hvilket både journalist og fotograf efterfølgende kan bekræfte.

”Åh nej, jeg har ferie og har kun fulgt den russisk-ortodokse kalender, så jeg har helt glemt, at I kom. Men kom indenfor og undskyld,” siger hun. Hun byder indenfor i en lille, mørk spisestue og beder os sætte os ned.

Hun forlader rummet, lukker døren efter sig og lover at være tilbage tre minutter senere.

De mørke møbler, det mønstrede tapet og billederne på væggen af blandt andre den russiske zarfamilie og den langskæggede Jørgen Laursen Vig efterlader én med fornemmelsen at være havnet et helt andet sted i verden, i en helt anden tid, hvor dagsordenen er en anden end den, vi ellers kender til.

Amvrosija kommer tilbage med varmt vand, tebreve samt noget russisk chokolade, hun har fået foræret, og beder os venligt om at tage for os.

Det var godt, vi kom så tidligt på dagen, fortæller hun, ellers havde hun måske slet ikke været hjemme. Hun havde overvejet en tur til København og den russsisk-ortodokse menighed derovre. Men det bliver ikke til noget nu. I stedet indvilger hun i at fortælle om sit liv som nonne og om, hvordan hun af alle steder er havnet på en ø i Lillebælt.

Hun var, som hun selv siger, et ”helt almindeligt, civilt menneske”, der i sin barndom slet ikke drømte om at blive nonne. Som ung læste hun sprogvidenskab på universitetet og var, som unge er flest. Hun interesserede sig dog meget for ”årsagerne til menneskelivet”, som hun udtrykker det, og det endte med at være i religionen, at hun fandt sine svar. En omvendelsesoplevelse på en tur med nogle venner i et kloster fik hende overbevist om, at hun skulle være nonne.

”Jeg var nonne i sjælen, længe inden jeg blev rigtig nonne i et kloster. For I Sovjetunionen var det ikke nemt at få lov at være nonne slet ikke når jeg var ung og uddannet. Når jeg gik ud, havde jeg heller ikke det her på,” siger hun og peger på sine karakteristiske, lange, mørke klæder.

I 1986 blev hun i stedet sendt til et kloster i Riga i Letland, og senere, da Sovjetunionen var gået i opløsning, kom hun til et gammelt forfaldent kloster syd for Moskva, Sharmodino, som hun var med til at bygge op.

Det er det, hun i dag opfatter som sit hjem, ligesom hun kalder søstrene fra klosteret for sin familie.

”Jeg synes, at Danmark er meget dejligt. Men selvfølgelig savner jeg Rusland, og jeg håber, at jeg kan komme hjem engang,” siger hun uden helt at svare på, hvad der forhindrer hende i at forlade Baagø.

Formentlig handler det om, at hun har en mission at fuldføre. Hun peger på et tidspunkt op på fotoet af Jørgen Laursen Vig, der ser alvorligt ned på os fra sin plads på væggen.

”Det er Mister Vig. Han er med mig overalt. Det var ham, der fik mig med hertil i sin tid,” siger hun med et skælmsk smil på læben.

Han og Amvrosija medvirkede engang i dokumentarfilmen ”The Monastery” af instruktøren Pernille Rose Grønkjær. Når man ser den, fremgår det med al tydelighed, at de to, da de boede sammen på Hesbjerg Slot, havde deres kampe og slet ikke var enige om alting.

”Nej, nej. Vi var uenige om alt,” siger hun med tryk på det sidste ord og griner.

Baagø er så lille, at de fleste herovre kender hinanden. Manden på den røde scooter, som vi spurgte om vej til klosteret, kunne da også hurtigt fortælle os, hvor Amvrosija boede, og da hun senere kører os til færgen i sin gamle, grå lastvogn, hilser hun venskabeligt på landmanden i den langsomt kørende traktor, som hun lidt utålmodigt overhaler.

”Jeg kan godt lide Baagø. Her er fred og ro. Og alle mine naboer er så venlige. De hjælper mig hele tiden, selvom de selv har så mange ting, de skal. Og de gør det, uden at jeg spørger dem. Og mig, jeg hjælper slet ikke dem,” siger hun og synes at negligere alt det, hun gør for de gæster, der kommer på stedet, og det faktum, at hun selv har gjort det til sin faste opgave at rengøre de offentlige toiletter nede ved havnen.

For et par måneder siden blev en ny russisk-ortodoks kirke indviet på Baagø. Inden da blev gudstjenesterne holdt i en opholdsstue i nogle bygninger ikke så langt fra selve klosteret. Her har Ambrosija indrettet et lille feriested med værelser til pilgrimme og gæster, der kommer fra primært Rusland og andre tidligere sovjetlande.

Hun ifører sig andre klæder og gør korsets tegn for sit bryst, inden hun går ind i den lille kirke, hvor der to gange om måneden kommer en russisk-ortodoks præst og holder gudstjeneste.

Rummet dufter af nyt træ og er fyldt med ikoner. Her står også en pult, hvorfra præsten taler, når han er til stede, og i den ene side er placeret et højt skrivebord. Det er her, Amvrosija står, når hun tre gange i døgnet kommer for at bede. Morgen, aften og midnat og ofte i flere timer ad gangen.

”Vi mangler stadig en stor kuppel, men den er bestilt og også nogle flere ikoner,” siger hun. Et par gange om ugen tager Amvrosija turen over til fastlandet ikke i den gamle lastvogn, men derimod i en bil, der holder i Assens, som hun låner af en god ven, der bor i udlandet.

Lige for tiden er han dog i Danmark, og så må hun tage bussen til Odense, hvor hun går til sprogundervisning.

”Jeg synes, at man har pligt til at lære sproget i det land, man bor i. Mister Vig havde ikke tid til at lære mig det. Han sagde bare: 'Læs i Det Nye Testamente', og det gjorde jeg så. Jeg lærte også dansk, men min udtale er ikke ret god, fordi jeg lærte at udtale ordene, som de staves,” siger hun beskedent på et dansk, som afgjort er bedre, end hun selv vil være ved.

Det kan synes paradoksalt, at en russisk-ortodoks nonne ved en tilfældighed havner på en lille fynsk ø, og selvom hun ikke lægger skjul på, at savnet af klosteret hjemme i Rusland er stort, så er der noget i Danmark, hun finder helt fantastisk.

”Alle mennesker er så venlige her. Jeg har læst om Grundtvig, og jeg tror måske, at det er derfra, venligheden stammer. Selvfølgelig lærer russerne deres børn at være venlige, men I lærer det på en helt anden måde lige fra vuggestuen af. På den måde misunder jeg faktisk Danmark lidt, for i Rusland har vi ikke opnået det på samme måde,” siger Amvrosija.

”Jeg kan godt lide Baagø. Her er fred og ro. Og alle mine naboer er så venlige. De hjælper mig hele tiden, selvom de selv har så mange ting, de skal. Og de gør det, uden at jeg spørger dem. Og mig, jeg hjælper slet ikke dem,” siger hun Amvrosia.
"Jeg har læst om Grundtvig, og jeg tror måske, at det er derfra, venligheden stammer. Selvfølgelig lærer russerne deres børn at være venlige, men I lærer det på en helt anden måde lige fra vuggestuen af," siger Amvrosia.