Der står ikke lam på menuen hverken hver anden eller tredje dag hjemme hos Conny og Henrik Hjelholt i Hesselager på Sydfyn. Faktisk er det ikke meget mere end en enkelt gang om måneden, at familien spiser lam, fortæller Henrik Hjelholt, der er fjerde generation på Hjelholts Uldspinderi, som han har overtaget fra sine forældre.
Det var i 1996, at han og hustruen Conny overtog det fynske uldspinderi, som Henrik Hjelholts oldefar startede tilbage i 1878. Dengang i det forrige århundrede lå der en del små uldspinderier ude på landet, og man afsatte primært sine produkter i lokalområdet. I dag ser det anderledes ud. Der er kun to uldspinderier tilbage i Danmark, hvoraf Hjelholts Uldspinderi er det ene, og her forarbejdes der uld til kunder i hele landet.
Et lille spinderi som Hjelholts kan naturligvis ikke konkurrere med industrien, hvad angår pris og kvantitet. Derfor er det også en anden vej, ægteparret Hjelholt har valgt at satse på.
”Vores niche er, at vi laver garn til private kunder, der måske har et mindre dyrehold og synes, det kunne være sjovt at få lavet noget garn af ulden fra deres egne dyr. Det udgør cirka en tredjedel af vores omsætning. Desuden giver vores gamle maskiner os mulighed for at lave nogle specielle garner, der skiller sig ud fra det, man ellers kan få. Vi sælger på kvalitet og god service, og så kan vi selvfølgelig fortælle en historie om, at spinderiet har været på familiens hænder siden 1878,” fortæller Henrik Hjelholt.
Rundt omkring i landet har Conny Hjelholt og hendes mand godt 50 forhandlere, som køber deres garn, og de har også et samarbejde med designere, der laver strikmønstre for dem, som de kan sælge sammen med garnet. Desuden har de en lille butik, der også ligger ved spinderiet.
Og så er der selvfølgelig alle dyrene. 500 får og 700 lam græsser på deres marker lige nu. De skal passes og plejes, og når de skal drives fra en mark til en anden, hjælper otte hyrdehunde til hunde, som der også skal være tid til træne. Det er mere end et fuldtidsjob at have et spinderi, indrømmer de begge.
”Vi har mange kasketter på hver især, og vi er ikke så gode til at holde fri,” siger Henrik Hjelholt og suppleres af sin hustru.
”Vi kører til grænsen og nogle gange over. Men det er selvfølgelig også, fordi at det er vores eget, så giver man nok altid lidt mere. Vi har heller ikke så meget luft i vores hverdag, hvor vi kan se venner og familie. Det kunne vi godt blive bedre til,” siger Conny Hjelholt.
Tidligere boede familien Hjelholt på uldspinderiet, men for syv år siden, besluttede de at flytte ind i Conny Hjelholts barndomshjem, der ligger nogle få kilometer væk. Det har været godt for dem begge, synes de, for selvom de har de fleste af deres dyr ved hjemmet, så har de ikke følelsen af at være på arbejde hele tiden.
Produktionen ligger i nogle små, hvide bygninger, hvor man, så snart man træder ind ad døren, mødes af en varm lugt af vasket uld. Det er her, at hele processen fra uldtot til garnnøgle finder sted. Først sorteres ulden, og den dårlige kasseres det foregår naturligvis ved håndkraft. Herefter vaskes den i store kar med varmt vand. Når den er tør, køres den igennem en maskine, der skiller den i mindre stykker man ”wulfer” ulden, forklarer Conny Hjelholt og peger på maskinens tænder, der ligner ulvetænder deraf formentlig udtrykket ”wulfer”.
Bagefter kartes ulden på en anden stor maskine forinden er ulden blevet farvet, hvis den ikke skal være naturfarvet. Når ulden er kartet, skal den spindes. På spindemaskinen spindes garnet til et entrådet garn, og her er der mulighed for at finjustere efter den ønskede garntykkelse ogkvalitet.
I dag er der fem medarbejdere i gang i produktionen. Det kræver ingen særlig uddannelse at arbejde på spinderiet, men det tager et par år at blive god til at betjene maskinerne, så medarbejderne skiftes helst ikke ud for tit.
Til sidst tvindes garnet på en tvindemaskine her afgøres det, hvor mange tråde garnet skal bestå af, og så skal ulden blot vaskes en sidste gang for at få spindolien ud, inden det hænges til tørre natten over.
Hele processen tager cirka en uge fra start til slut, og Henrik Hjelholt, der er vokset op på spinderiet, kender til hver en detalje i processen. Kun klipningen af fårene overlader han til en fagmand, der til gengæld kan gøre det af med de uldne lokker på 200 får på en dag, hvis han er dygtig og effektiv.
Henrik Hjelholt elsker at gå ude hos sine dyr det er den del af jobbet, der er mest afslappende. Han sætter pris på, at hans dage på jobbet aldrig er ens.
”Nu på lørdag skal der klippes får, så er jeg med, og næste uge skal jeg så være med, når der skal tages billeder med professionelle modeller, der bærer vores strik,” siger han og fortæller, at en del af forretningen også indebærer salg af lamme- og fårekød.
Familien Hjelholt består ud over Henrik og Conny også af to sønner. Den ene går i gymnasiet, og den anden er lige nu på udlandseventyr. Svaret, på hvorvidt en af de to engang skal blive femte generation på Hjelholt Uldspinderi, blæser indtil videre i vinden .
”Selvfølgelig er det noget, vi engang imellem tænker på, og muligheden er der jo for dem. Men det skal være noget, de selv har lyst til og selv ser muligheder i. Ellers bliver det ikke godt. Der er i hvert fald ikke nogen forventninger eller noget pres fra vores side,” siger Conny Hjelholt.
Sådan var det også for Henrik Hjelholt i sin tid. Han drømte ikke om at gå i sine forældres fodspor og troede i lang tid, at han skulle være landmand. Alligevel blev det uldspinderiet, der blev hans skæbne.
”Som barn følte jeg ikke, at det var det, jeg skulle. Men som ung kom jeg nogle gange hjem og aflastede på spinderiet, og så fik jeg det stille og roligt ind under huden. Men det er klart, at jeg gjorde mig en masse tanker om økonomi og fremtidige muligheder. Jeg vil sige, at man kun skal gøre det, hvis man virkelig har lyst og synes, det er spændende. For mig er det blevet en livsstil,” siger han.
