Navnet rejnfan ligner mest af alt en stavefejl. På lang afstand kan den forveksles med en mælkebøtte. Og selvom den dufter krydret, er den ikke så velsmagende, at vi gider bruge den i madlavningen. Men fra gammel tid har der ellers været stor ærefrygt omkring rejnfan, som også var kendt som herba immortalis - den udødelige urt.
Netop nu, hvor sommeren desværre klinger af og giver plads til efteråret, blomstrer rejnfan i markskel og grøftekanter med sine gule blomster. På latin hedder planten Tanacetum vulgare, og det danske navn er afledt af det tyske rainfarn, som betyder ”bregne, som vokser langs markskel”. Rejnfans blade minder da også om bregne-blade, men blomsterne sikrer, at man ikke er i tvivl. Planten er heller ikke lige sådan at overse - den kan blive over én meter høj.
Tilbage i middelalderen brugte man rejnfan som lægeurt. Den er mildt giftig, og derfor kunne den anvendes som middel til at bekæmpe lus, lopper og orme. Var urten dødelig for disse skadedyr, så hænger det med udødeligheden sammen med, at man gned døde mennesker med rejnfan, for at hindre at liget blev fortæret af maddiker og andet utøj.
Men ved siden af denne lavpraktiske funktion så man i folketroen rejnfan som en form for beskyttende trolddomsurt. Røgen fra brændende rejnfan, troede man, havde en beskyttende virkning mod for eksempel lynnedslag. Faktisk bruges rejnfan-røg stadig til at mane trusler bort - biavlere puster nemlig røgen på bierne for at neutralisere dem, når de skal have fat i honning.
Ud over den skadedyrs- og trolddomsbekæmpende virkning har rejnfan også været i brug til noget så prosaisk som at farve garn, hvilket de stærke gule blomster egner sig fortræffeligt til. Og selvom blomsten ikke smager godt, kan man også overveje at tørre den og tage den med hjem i stuen. Det giver en dejlig aromatisk duft - og skulle det hindre et lynnedslag, skader det vel ikke.