Vase udløste vrede

16.000 ivrige købere fik isenkræmmerkæden Imercos hjemmeside til at gå ned, da de alle ville have fat i Kählers jubilæumsvase på samme tid

Denne jubilæumsvase skabte kaos på isenkræmmerkæden Imercos hjemmeside. -
Denne jubilæumsvase skabte kaos på isenkræmmerkæden Imercos hjemmeside. - . Foto: Kähler Design.

Tusindvis af danskere sad klar ved computeren mandag morgen for at købe den samme blomstervase. Men de fleste ventede forgæves, mens isenkræmmerkæden Imercos hjemmeside gik ned, da over 16.000 danskere - på samme tid - forsøgte at købe den 20 centimeter høje blomstervase med tværgående messingstriber.

Det var en 175-årsjubilæumsvase fra Kähler, der fik folk til at finde dankortet frem foran skærmene derhjemme, men interessen for vasen kom bag på isenkræmmerkæderne, der havde sat den til salg i et begrænset antal. Og Imercos hjemmeside var ifølge TV 2 nede fra klokken 10 indtil klokken 17 samme dag:

”I er rigtig mange, der gerne vil have Kählers jubilæumsvase og har ventet hele dagen på muligheden for at købe den. Med dagens efterspørgsel fra 16.000 danskere er der desværre ikke vaser til alle. Dagen igennem kan vi se, at mange tusinde har forsøgt at købe vasen, og det har lagt vores systemer ned,” skrev isenkræmmerkæden på sin facebookside. Men det ville hundredvis af vrede kunder ikke finde sig i.

”Det er det værste svineri, jeg nogensinde har oplevet,” skriver en af brugerne, der i skrivende stund har næsten 200 likes.

Og ophidsede klager er der mange af på siden, mens andre nøjes med at påpege, at det trods alt ”kun er en vase”.

Hos Imerco forsøger man nu at skabe ro over den vanskelige vase-situation:

”Vi troede, at vaserne ville blive udsolgt på kort tid. Men den megen trafik har trukket processen ud. Vi tager alle kommentarer til efterretning og vil arbejde på løsninger, så dette ikke sker igen. Vi kan desværre ikke skaffe flere vaser,” fastslår isenkræmmerkæden på facebook.

Også Salling og Inspiration har ifølge TV 2 haft rødglødende telefoner og masende kunder, der ville have fat i den eftertragtede vase.