Hjernens kemiske gåder

Hvad er det, der styrer os - både psykisk og fysisk? Hvem eller hvad giver ordrerne og hvordan? For 100 år siden vidste man stadig meget lidt om hjernen, men en række videnskabelige gennembrud åbnede for mysteriet

Den menneskelige hjerne er stadig fuld af gåder. -
Den menneskelige hjerne er stadig fuld af gåder. - . Foto: Scanpix.

I det mindste var man ærlig. I Salmonsens Konversationsleksion i 1890'erne stod der om menneskehjernen, at ”der vide vi saa godt som intet.” I dag, mere end 100 år senere, er hjernen fortsat et mysterium, men vi er dog forundrede på et mere oplyst plan.

Noget vidste man i 1890'erne: Hjernen bestod af milliarder af nerveceller, der kommunikerede indbyrdes for at styre kroppens muskler og organer, men man vidste ikke hvordan. Den britiske fysiolog Henry Dale (1875-1968) var den første til at opdage, at det ikke kun var elektriske signaler mellem nervecellerne, der stod for kommunikationen, det var også kemiske signalstoffer.

Helt tilfældigt så han, at stoffet acethylcholin fik pupillerne til at trække sig sammen, hjertet til at slå langsommere og dannelsen af spyt til at øges hos forsøgsdyr. Han kunne dog ikke findes stoffet i menneskekroppen.

Et nyt gennembrud kom først i 1921, da den tyske fysiolog Otte Loewi (1873-1961) påviste, at en væske, han kaldte ”vagusstoff”, kunne få et frøhjerte til at slå langsommere og næsten stoppe. Men ingen vidste, hvad dette stof egentlig var. Opdagelsen fik dog Henry Dale til at genoptage sine eksperimenter, og i 1929 kunne han identificere det første kemiske signalstof, acethylcholin, der forekom naturligt i heste, køer og hunde. Stoffet fik betegnelsen neurotransmitter.

Først omkring 1950 fandt forskerne flere neurotransmittere, blandt andet dopamin, som vi i dag ved er drivkraften bag alle positive handlinger knyttet til oplevelsen af velvære, og serotonin, der ofte forbindes med følelsen af lykke. Med denne viden kunne man mere målrettet udvikle lægemidler, der påvirkede den kemiske signalgivning i hjernen og dermed vores følelser og handlinger. Det troede man i hvert fald. Men hjernen har vist sig alt for kompleks til den slags smutveje. Da man i 1952 opdagede stoffet klorpromazin, der som det første lægemiddel virkede mod skizofreni, skete det derfor ikke gennem intens forskning, men ved en tilfældighed.

Hjerneforskning har dog også ført til udviklingen af gedigne lægemidler, eksempelvis mod nervesygdommen Parkinsons, hvor sengeliggende i 1961 pludselig kunne gå som følge af at få reduceret deres produktion af dopamin i midthjernen. Opdagelsen af hjernens centrale belønningscenter har ligeledes ført til en mere indgående forståelse af menneskers afhængigshedsforhold og misbrug af forskellige nydelsesmidler.

I dag er en række neurotransmittere blevet kortlagt, og i flere tilfælde har deres opdagelse ført til behandlingen af sygdomme. Men hjernen er stadig fuld af gåder, og vi ved eksempelvis fortsat meget lidt om, hvilken rolle neurotransmitterne spiller ved psykiske sygdomme som skizofreni og depression, så de videnskabelige gennembrud på dette område er langtfra et afsluttet kapitel.