Det må høre til den militære histories mest kuriøse undtagelser, at man glemmer, at man er i krig. Men det var rent faktisk, hvad der skete for en lille by i den sydspanske region Andalusien.
I næsten et par århundreder lå papiret på det erklærede fjendskab med Danmark gemt og glemt i en arkivkasse. Lige indtil krigserklæringen blev fundet i 1981 og formelt erstattet af fred.
I år er det 205 år siden, byen Huéscar erklærede Danmark krig. Huéscar var og er ikke andet end en støvet, solstegt bjergflække i den østlige del af Granada-provinsen i Andalusien og ville som sådan ikke have kunnet stille meget op over for et helt kongedømme. Men bystyret fulgte en forordning, der blev udsendt af provinsrådet i Sevilla. Byen kappede først alle forbindelser med Danmark og gik et par måneder senere et skridt videre og erklærede krig.
Det var velsagtens kun få af de lokale i byen, som anede, hvor Danmark ligger. Og mange af byens nu knap 8000 indbyggere ved det næppe heller i dag. Så det var ikke personligt had, men derimod den kendsgerning, at Danmark støttede den franske kejser Napoleon, der lå til grund for krigserklæringen.
I 1808 havde Spanien som allieret med Frankrig sendt et kontingent på 13.000 soldater til Danmark for at hjælpe med at forsvare landet mod briterne. En del af de spanske soldater blev sammen med den franske overkommando installeret i Koldinghus, og da det var isvinter, fyrede de så meget op i kakkelovnene, at slottet som bekendt brændte. Ironisk nok er Huéscar og Kolding senere blevet venskabsbyer.
På det tidspunkt havde Napoleon tropper i Spanien officielt for at kunne komme hurtigt til Portugal i tilfælde af, at de to lande kom i krig. Men i foråret 1809 abdicerede den spanske kong Carlos IV til fordel for sin søn, Fernando VII, og det ændrede Napoleons taktik. Han gav ordre til, at de spanske soldater skulle isoleres i Danmark, og samtidig sendte han flere tropper til Spanien.
Fra da af lå Spanien i uafhængighedskrig med Frankrig. Så var man ven med Napoleon, var man pr. definition fjende af Spanien. Og det lyser ud af den historiske krigserklæring fra den 11. november 1809, der gav ordre til at ”angribe de danske styrker, hvor de end befinder sig”, at ”hævne fornærmelserne og ikke indstille fjendtlighederne, før der er indgået en pagt om fred mellem de to landes hoffer.”
Freden kom i 1814, da uafhængighedskrigen blev afblæst. Men budskabet nåede af uforklarlige grunde ikke frem til Huéscar. Så byen forblev i erklæret krig med Danmark indtil 1981, da en professor fra Granada tilfældigt fandt dokumentet i rådhusarkivet.
Den 11. november 1981, på 172-årsdagen for krigserklæringen, sendte Danmark sin ambassadør til Huéscar for at slutte fred.
”Selvom Danmark aldrig har været i krig med Huéscar, er jeg da glad for, at krigen endelig er slut,” konstaterede ambassadør Mogens Wandel-Petersen, mens Dannebrog strøg til tops på rådhusets flagstang, og et par hundrede tilrejsende Solkyst-danskere, nogle af dem klædt ud som vikinger, skrålede med på ”Kong Christian stod ved højen mast”.
Sådan endte én af de længste krige, Spanien har været i, uden et affyret skud, uden en eneste død eller såret. Måske et eksempel, verden kan lære af.