Myternes stjernehimmel

Kometrester kan give mange stjerneskud i løbet af oktober

Myternes stjernehimmel

Højt i sydvest ses stadig Sommertrekanten med de klare stjerner Vega i Lyren, Deneb i Svanen og nederst Altair i Ørnen. Dette syn giver mange af os gode minder om en lang og god sommer. Men det er efterår, og nye stjernebilleder rykker ind på scenen.

Højt på himlen ses Cepheus og Cassiopeia, konge og dronning i den græske myte, hvor deres smukke datter, Andromeda, ses henslængt under moderen. Kort fortalt pralede Cassiopeia med sin datters (og sin egen) skønhed. De var begge kønnere end havets nymfer, Nereiderne, der var døtre af havguden Poseidon. Som straf for hendes hovmod sendte den fornærmede havgud så havuhyret Cetus hen for at ødelægge landet. Kompromiset, der skulle løse konflikten, bestod i, at den skønne datter skulle lænkes til klipperne ved havet, hvor havuhyret ventede. Heldigvis havde den tids agent 007, Perseus, hørt om den truende situation. Han havde netop været på togt til verdens ende for at hugge hovedet af den farlige gorgon-heks Medusa. Hun kunne dræbe med sit blik, men Perseus bar en hjelm, der gjorde ham usynlig. På den vingede hest Pegasus fløj han ned til kysten og fik Andromeda transporteret hjem. Den spændende fortælling kan foldes mere ud, end der er plads til her.

I stjernebilledet Perseus sidder stjernen Algol, hvis navn stammer fra det arabiske ”Ra's al-Ghl”, der betyder noget i retning af den utilregnelige dæmonstjerne. I nogle tekster fremstår den som Medusas hoved. Der er formentlig en god grund til, at denne stjerne har tiltrukket sig opmærksomhed. Den varierer nemlig i lysstyrke - er altså ikke til at regne med. Den astrofysiske forklaring er forholdsvis enkel, idet stjernen i virkeligheden er en såkaldt fysisk dobbeltstjerne. Hermed forstås, at der er tale om to stjerner, der er så tæt på hinanden, at de er i kredsløb om et fælles tyngdepunkt. Rotationsplanet ligger tilfældigvis i vores synsretning. Når den lyssvageste af de to stjerner glider ind foran den lysstærkere, falder lysstyrken markant. Den lyser klart i 2,5 døgn, hvorefter den samlede lysstyrke efter fem timer er faldet til omkring en tredjedel. Efter yderligere fem timer er lysstyrken atter normal. Denne rytme svarer selvfølgelig til stjernernes omløbstid på cirka 2,9 døgn.

Har man fri udsigt til den sydvestlige horisont, kan man en lille time efter solnedgang måske få øje på de to planeter Mars og Saturn. De står meget lavt.

Mars med sit orange skær befinder sig på dette tidspunkt cirka seks grader over horisonten i sydsydvest. Afstanden til denne planet er for tiden ret stor, så klarheden er ikke imponerende.

I sydvestlig retning står Saturn kun fire grader over horisonten og er bestemt lige så stor en udfordring. De to planeter er ikke med på kortet, da dette gælder for klokken 21, hvor begge planeter er gået ned.

Om morgenen den 18. oktober kan man ved syv-tiden på den østlige himmel se den klare planet Jupiter cirka fem grader over den aftagende måne.Dagen efter, den 19. oktober, passerer en komet meget tæt forbi planeten Mars. Det er næsten umuligt, selv i kikkert, at se dette fænomen. Marsatmosfæren er tynd, så det er meget sandsynligt, at nogle af de fra kometkernen frigivne fragmenter vil slå ned på planetens overflade.

Rumsonder i kredsløb om Mars vil passere gennem støv og gas fra kometens hale. Selve kometkernen ventes dog at passere i en afstand af knap 140.000 km. Men der bliver holdt øje med konsekvenserne af dette møde.

Også Jorden vil i næste uge blive ramt af kometrester, men fra en anden og mere kendt komet. Det drejer sig om komet Halley, hvis baneplan skærer Jordens, hvor vores planet befinder sig den 21.-22. oktober. De kometrester, der rammer Jordens atmosfære, danner normalt mange klare stjerneskud. Partiklerne, der fremkalder de lysende spor af glødende luft, ankommer med stor fart - omkring 66 kilometer i sekundet. Den høje fart er resultatet af, at kometens omløbsretning er modsat Jordens, der selv bevæger sig med cirka 30 kilometer i sekundet.

Meteorsværmen hedder Orioniderne, fordi stjerneskuddene synes at udstråle fra en position, den såkaldte radiant, højt oppe i stjernebilledet Orion. Radianten er først over horisonten i nordøst fra omkring klokken 21.30, hvorefter partiklerne kan ramme den del af atmosfæren, vi kan se fra Danmark. Er det skyfrit, er forholdene i år noget nær ideelle, da vi er tæt på nymåne. Sluk unødvendigt lys og få en god oplevelse om natten mellem den 21. og den 22. oktober.