Nordjylland under vand

Efter at 148 millimeter regn faldt over Nordjylland på to døgn, køres der fra i dag igen på dele af banestrækningen. Men der er stadig udfordringer

Regnen er strømmet ned over Nordjylland, og vandet har givet skader mange steder. -
Regnen er strømmet ned over Nordjylland, og vandet har givet skader mange steder. - . Foto: Scanpix.

Sædvanligvis falder der omkring 83 millimeter regn over Nordjylland i løbet af hele oktober. Men alene onsdag og torsdag i denne uge faldt der 148 millimeter over regionen. Togtrafikken mellem Aalborg og Frederikshavn blev indstillet, og TV 2 Nord meldte i går endda om gravstene, der er sunket sammen på grund af vandmasserne.

Togpassagerer må fortsat indstille sig på at skulle køre en del af strækningen i bus, hvis turen går mellem Aalborg og Frederikshavn. Først på mandag kan der gives en prognose for, hvornår den strækning kan genåbnes. Til gengæld er der lys forude for dem, der skal bruge toget mellem Aalborg og Hjørring. Den rute bliver nemlig åbnet igen her til morgen, oplyser Banedanmark.

Værst ser det ud ved Elling i Frederikshavn, hvor flere huse er beskadiget. Og også vejene er det gået ud over; på Hjørringvej mellem Sindal og Hjørring er der et stort hul, hvor en del af vejen er faldet sammen, og sådan ser det ud flere steder.

Vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Badsberg opfordrer borgere i området til at holde sig orienteret om vejspærringer på Vejdirektoratets hjemmeside, der opdateres løbende.

I går var der stadig en del ufremkommelige veje i Sindal- og Hjørringområdet, og man skal køre forsigtigt, da vandmasserne kan underminere jorden og få veje til at kollapse.

”Det er ikke bare at hælde en spand asfalt i hullerne,” siger Poul Badsberg og hentyder dermed til, at det kan komme til at tage tid at få gjort vejene sikre igen, så nordjyderne igen kan køre normalt.