Universet udvider sig

Verdensrummet kan på en måde sammenlignes med en rosinbolle i en ovn. Mens den hæver, forbliver rosinerne i kanten af bollen på det samme sted. Men i forhold til hinanden flytter de sig

Verdensrummet folder sig ud i al sin storhed og skønhed. -
Verdensrummet folder sig ud i al sin storhed og skønhed. - . Foto: Scanpix.

Står man på en mark en stjerneklar nat og kigger op mod himlen og ser verdensrummet folde sig ud i al sin storhed, er det svært ikke at blive en smule forpustet.

Især når man rigtigt begynder at tænke over det. For det virker umiddelbart ubegrænset, hvilket i sig selv er en skræmmende tanke. At der skulle blive ved med at være stjerner og planeter og galakser i en uendelighed.

Men på den anden side er det lige så skræmmende at tænke, at det skulle stoppe derude et sted. At der pludselig millioner af milliarder af kilometer væk skulle være en grænse. Et sted, hvor universet sagde ”Stop - hertil og ikke længere.”

For hvad er der så på den anden side?

Ingenting?

Et univers, der er endeligt, men ubegrænset, kan virke selvmodsigende. Men det er imidlertid det, man mener, er sandt for vores verdensrum.

Fysikeren Albert Einstein, der i 1917 opstillede sin berømmede relativitetsteori, var samtidig med til at grundlægge moderne kosmologi ved at beskrive de såkaldte kosmologiske feltligninger, som gav rummet en selvstændig fysisk realitet.

Den russiske fysiker Alexander Friedmann (1888-1925) byggede i 1922 videre på Einsteins teorier og forståelse af universet og beskrev rummet som noget, der var i stadig udvidelse. Altså at afstanden mellem to galakser bliver ved med at vokse, således at universet bliver mere og mere tomt.

Verdensrummet kan på den måde sammenlignes med en rosinbolle i en ovn. Mens den hæver, forbliver rosinerne i kanten af bollen på det samme sted. Men i forhold til hinanden flytter de sig. Friedmanns opdagelse var imidlertid bare en teori. Altså en løsningsmulighed på en meget kompleks gåde om universets tilstand. I 1927 kom der så nye (rosin)boller på suppen, da den belgiske præst og fysiker Lematre ved hjælp af såkaldt rødforskydning og sit indgående kendskab til Einsteins teorier nåede frem til en matematisk og fysisk begrundet erkendelse af, at universet er dynamisk. At det faktisk udvider sig. Han kunne så meget præcist anslå, at universet altså er cirka 18 milliarder lysår i radius.

Det er meget, meget svært at forstå fuldt ud. For stiller man spørgsmålet: ”Hvad udvider universet sig så i?”, er svaret: ”Ingenting.”

Universet udvider sig ikke i noget, ligesom der heller ikke er noget uden for universet. For universet er født uendeligt stort, og udvidelsen strækker bare det, der allerede er uendeligt, i alle retninger. At spørge, hvad der er på den anden side, svarer til at spørge, hvad der er nord for Nordpolen. Det kan man heller ikke svare på, for spørgsmålet giver ikke mening. Giver det mening?

Hvis man stadig står på marken den stjerneklare nat og kigger op på verdensrummet, der folder sig ud i al sinstorhed. er det helt i orden at blive forpustet. Og så længe man så minder sig selv om, at universet samtidig med at være uendeligt stort også er uendeligt smukt - ja, så går det hele jo nok.