Jeg er vokset op på en lille landbrugsejendom i Blommenslyst på Fyn, hvor der ikke var tradition for at læse skønlitteratur. Vi børn måtte heller ikke uden videre høre radio og bruge unødvendig strøm! En dag listede jeg alligevel ind i dagligstuen og lukkede op for radioen. Det var hen under aften, og jeg havde sikret mig, at min far var gået ind i stalden, og så vidste jeg, at han i hvert fald ikke kom ud den første time. Køerne skulle både fodres og malkes. Det var i 1950.
Jeg var 10 år, og ved et helt tilfælde kom jeg til at høre skuespilleren Pouel Kern læse Martin A. Hansen roman ”Løgneren” op.
Jeg har på det tidspunkt ikke forstået så meget, men stemmen og ordene gjorde alligevel et stort indtryk på mig. De følgende dage holdt jeg øje med radioprogrammet, hvornår næste kapitel blev læst op.
Bogen er nemlig skrevet som radioroman i 12 lige lange kapitler. Og jeg holdt hver gang øje med min far, hvornår han gik ind i stalden, så jeg kunne sidde og høre oplæsningen i ”sikkerhed”.
Nogle måneder senere var jeg så uheldig, at jeg måtte på hospitalet i Odense en uges tid, og ved et besøg spurgte mine forældre, om der var en lille ting, jeg ønskede mig. Så sagde jeg: Ja, I kan købe Martin A. Hansens roman ”Løgneren” til mig.
Det undrede de sig meget over! De kendte ikke romanen, men fandt den i en boghandel, og jeg har den stadig i orignaludgave, og den har fulgt mig lige siden.
Da jeg i 1960'erne havde forladt landbruget og var begyndt på en læreruddannelse, havde jeg litteratur som linjefag og skrev afhandling om ”Løgneren”. Det var det år, hvor Thorkild Bjørnvig forsvarede sin afhandling ”Kains alter” om Martin A. Hansen i Aarhus.
En af opponenterne, amanuensis Erik M. Christensen, skrev senere bogen ”Ex auditorio”, hvor han blandt andet tolker ”Løgneren” ud fra de tre begreber: nomos, eros og agape, som beskrives i den svenske teolog Anders Nygrens bog ”Den kristne kærlighedstanke”. Begreberne svarer til stadierne hos Søren Kierkegaard: det æstetiske, det etiske og det religiøse. Erik M. Christensen beskriver så hovedpersonen Johannes Vigs møde med de tre begreber i hans møde med bogens øvrige personer: Annemari, Olufs mor, Marie, og Rigmor.'
Det er en fremragende roman, som på mange måder udtrykker noget meget væsentligt om vores eksistens! Flere situationer tænker jeg på hver dag. For eksempel kommer hovedpersonen Johannes Vig til et sted at sige til den fattige og arbejdsløse Anders, at han gerne må komme og fælde hans høje graner. Han fortryder med det samme inderligt, at han har sagt det, for granerne er med til, at han kan lukke sig inde med sig selv i forhold til omverdenen. En dag kommer Anders så og fælder de høje, sorte graner, og Johannes Vig får nu et vældigt udsyn til naboer og omverden!
Vi er vel alle tilbøjelige til at lukke af for liv og omgivelser, og jeg siger tit til mig selv, når jeg vågner om morgenen: Måske skulle jeg starte med at gå ud og ”fælde nogle graner”, så mit liv ikke lukker til i fordomme og selvoptagethed! Bogen har livet igennem betydet meget for mig, og i dag rejser jeg rundt og holder foredrag om romanen.