Er det skyfrit om morgenen i dagene omkring den 14. november, kan man ved 7tiden benytte lejligheden til at iagttage Månens egenbevægelse. Lige over Månens bane står nemlig den klare planet Jupiter.
Mens Månen flytter sig cirka 12 grader mod venstre pr. dag, flytter planeten sig ikke nævneværdigt på to-tre dage. Vi er vant til at se himlen bevæge sig fra øst mod vest. Men faktisk er Månens egen kredsløbsretning (som også planeternes) fra vest mod øst. Det kan man overbevise sig selv om ved at iagttage Månens passage under og forbi Jupiter på den sydlige himmel.
De fleste ved, at Månen kredser om Jorden, og at Solen belyser den side af vores kugleformede drabant, der vender mod Solen. Når Solen står til venstre for Månen, belyses den side af Månen, vi fra Jorden vil kalde dens venstre side. Den 14. november er Månen i sidste kvarter - belyst af Solen, som klokken 7 stadig er under den sydøstlige horisont.
Disse skiftende faser har i årtusinder fascineret mennesket, som ret tidligt fandt ud af, at de skiftede i en bestemt rytme, der kunne bruges til mange forskellige planlægningsmæssige formål.
Før gadebelysningens indtog var Månens lys ”nattens lampe”, hvilket gjorde det muligt at færdes sikkert ude i døgnets mørke timer.
I kulturastronomisk sammenhæng er det faseskiftets kalenderstyrende funktion, der satte sig spor, som stadig bruges i dag. I store dele af verden holder man fast i en kalender baseret netop på Månens skiftende faser.
I nogle kulturer defineredes månedsskiftet ved det sidste glimt af den aftagende Måne ved den østlige horisont, umiddelbart før Solen stod op og skabte dagslyset. I andre kulturer var det Månens genfødsel, kaldet ”den nye Måne”, der første gang viste sig ved den vestlige horisont efter solnedgang, der indledte den næste måned.
Ingen planeter er over horisonten på det tidspunkt, der gælder for kortet. Men hvis man alligevel er oppe klokken syv, er der en chance for at få et sjældent glimt af den solnære planet Merkur ved at rette blikket mod en fri sydøstlig horisont. Om aftenen kan man måske skimte Mars med det karakteristiske orange skær en time efter solnedgang over den syd-sydvestlige horisont. Planeterne Venus og Saturn er derimod meget tæt på Solen og drukner i dagslyset.
Her kan man notere sig, at Sommertrekanten er ved at forlade scenen i sydvest, mens de første af vinterens klare stjerner melder sig i øst. Højt i sydøst ses den mægtige Pegasusfirkant, som i den græske myte udgjorde kroppen af den vingede hest, som Perseus red på, da han reddede den smukke Andromeda. I Mesopotamien så man den store firkant som en himmelsk mark - selvfølgelig efter overgangen fra jæger- og samlerkulturen til en landbrugsbaseret økonomi.
Langt de fleste faste meteorsværme optræder, når frigivne rester fra en kometkernes overflade ramler ind i Jordens atmosfære. Da der som regel er tale om meget små partikler, vil de næsten allesammen fordampe, når de bremses op højt oppe i vores atmosfære.
Den lysende streg, vi iagttager på himlen, er som regel blot glødende luft langs partiklens indtrængningsbane. Komet Temple-Tuttle, som er leverandør af meteorer til novembers meteorsværm, Leoniderne, har en periodisk omløbstid på cirka 33 år. Derfor er der særlig høj aktivitet cirka hvert 33. år.Når kometen passerer gennem det indre solsystem, varmes den kolde overflade op, så de flygtige gasser, der virker som bindemiddel, fordamper. Herved frigives store mængder støv, gas og småsten fra overfladen, som derefter spredes i kometens baneplan. Når Jorden i sin bane om natten mellem den 17. og den 18. november trænger gennem dette kometens baneplan, vil vores atmosfære uundgåeligt blive ramt af disse rester. Da kometen for tiden befinder sig langt væk, vil aktiviteten være lav. Heldigvis vil månelyset ikke genere, så 10-15 meteorer pr. time er nok det maksimale, vi kan opleve fra denne sværm.
Til gengæld vil Jupiter hjælpe med at identificere området, hvorfra meteorerne kommer. Så snart planeten viser sig over den østlige horisont, bør vi kunne se meteorer fra Leonide-sværmen. Meteorsværmens navn hænger sammen med, at radianten, som meteorerne synes at udstråle fra, ligger i stjernebilledet Løven (Leo).
Den europæiske rumsonde Rosetta er netop i denne tid på kometbesøg. Siden august har sonden kredset om kometen 67P/Churyumov-Gerasimenko for at udsøge sig et brugbart landingsområde på den tre-fire kilometer store kerne.
Efter planen skal en sonde med navnet Philae i dag forsøge at lande på overfladen for efterfølgende at undersøge de nærmere kemiske forhold i og på denne. Den skal blandt andet søge svar på, om livet og Jordens vand stammer fra fortidens mange voldsomme kometnedslag.
Bjørn Franck Jørgensen er tidligere direktør for Tycho Brahe Planetarium i København