Velgørenhed a la Hollywood

Det kunne have været Hollywood, men det var Hilton Hotel i København. Danske velhavere tog et dybt greb i lommerne, da organisationen LittleBigHelp samlede penge ind til fattige børn i Indien. Til gengæld fik de en festlig aften

Arrangementer, der kombinerer gallamiddag med indsamling til verdens fattige, benyttes af flere danske hjælpeorganisationer. -
Arrangementer, der kombinerer gallamiddag med indsamling til verdens fattige, benyttes af flere danske hjælpeorganisationer. - . Foto: Isabel Flux Rosado.

Der er langt fra gadeslummen i Kolkata til stiletter og silkesari på Hotel Hilton ved Københavns Lufthavn. Alligevel giver det mening for aftenens 275 feststemte gæster, der er mødt op til galla og glitter for at samle penge ind til børn, der lever på gaden i Indien.

Gæsterne har hver betalt 995 kroner for en kuvert og femretters menu med indisk islæt eller den nette sum af 19.000 kroner for et corporate rundbord med plads til 12 personer for dem, der har lyst til at invitere forretningsforbindelserne med og nyde godt af CSR-effekten (CRS, Corporate Social Responsibility, er virksomheders sociale ansvar, red).

Dertil musikalsk underholdning i The Ballroom med Dicte og Claus Hempler, standup-show med Rune Klan og Jes Dorph Petersen som aftenens konferencier. Og nok så vigtigt en stærk dokumentarfilm på storskærm med børnene i Indien, så gæsterne på ingen måde glemmer, hvorfor de er der.

Alt er sponseret: vin, mad, kaffe, underholdning, selv tjenernes løn, de vævede armbånd med perler i pangfarver og små glitrende bindi-dekorationer, som hver gæst finder ved sin kuvert lige til at sætte i panden som prikken over i'et for at løfte det indiske tema.

Virksomheder har doneret bekostelige gaver. Lædertasker, rejser, kunst, smykker og hotelophold går som varmt brød under aftenens auktion og bliver solgt til heftige priser.

Ved aftenens åbning i hotellets lobby bliver gæsterne mødt af et ensemble af indiske børn i farvestrålende og glimtende kostumer, der danser til indisk musik ned ad en lang trappe. Sammen med dem ankommer Lisbeth Johansen, stifter af organisationen LittleBigHelp og drivkraften bag hele arrangementet.

”Jeg er god til at binde folk sammen og støtte op om, at de også får noget ud af det, og det, synes jeg, er vigtigt. De får en festlig aften og omtalen ved at være med.”

For otte år siden kvittede hun sit job som salgschef på Hilton og dedikerede sit liv til at hjælpe nogle af de børn, der ellers er hensat til et liv på gader og lossepladser som limsniffere og prostituerede. Med LittleBigHelp har hun etableret en børnehave for børn i slumområdet, et Open Shelter for hjemløse drenge og en række andre projekter, hvor børnene får mad, husly og ikke mindst skolegang.

I aften er det femte år i træk, at Lisbeth Johansen har samlet sit enorme netværk af direktører og kunstnere og opmuntret dem til galla og humanitær indsamling.

”Glem Janteloven. I skal ikke have dårlig samvittighed. Det er ok at have det godt og hygge sig, når man gør noget godt. I behøver ikke at stå og fryse på en trappe med en raslebøsse,” forsikrer hun fra scenen ud over publikum, der nu ikke ser ud til at være i tvivl om det.

Heller ikke den omstridte tegner Kurt Westergaard, der i flere år har doneret en tegning til auktionen. Han er til stede sammen med sin hustru og en Pet-vagt, der holder øje med mikrofon i øret.

”Jeg har ingen problemer med denne form for velgørenhed. Tværtimod kan jeg her se, at pengene virkelig går til et godt formål,” siger han.

Senere på aftenen bliver Kurt Westergaards værk ”Flyv selv på fantasiens vinger” solgt på cirka tre minutter for 48.000 kroner.

En turban, som Jes Dorph Petersen har haft på hovedet, bliver solgt for 7000 kroner. En Barcelona-trøje med Messi og andre topspilleres signatur går for 10.000 kroner.

Det er anden gang, Tina Stålung er med. Sidste år med sin yogalærer. Nu med sin mand, der er medsponsor af de californiske vine, der gavmildt bliver skænket op i glassene.

”Arrangementet er helt i vores ånd efter mange år i USA. Jeg tror, der kommer mere af det her i Danmark. Det giver en tæthed, og så kan jeg godt lide at være med til at bestemme, hvad de penge, vi giver til velgørende formål, skal bruges til. Her kan jeg se meget konkrete resultater, og jeg er meget inspirereret af en ildsjæl som Lisbeth, der gør det, som alle vi andre går og snakker om,” siger hun og tilføjer:

”Når nu vi skal bruge penge, kan vi lige så godt bruge repræsentationskontoen på noget godt i stedet for bare at gå på NOMA.”

Tidligere har hun også givet penge til store organisationer som Unicef, men det er hun holdt op med.

”Det beløb, vi giver, er til gengæld blevet tidoblet,” siger Tina Stålung. Kort efter vores samtale lægger hun hårdt ud med at byde 4000 kroner, hvis Rune Klan smider skjorten. En anden byder over, hvis han beholder den på.

Tendensen med galla og indsamling i skøn forening på Hollywood-manér er ikke ny i Danmark. Også større organisationer benytter sig af den. For eksempel har Folkekirkens Nødhjælp holdt gallamiddage på Børsen og på NOMA, og den er formentlig kommet for at blive.

Ifølge fremtidsforsker Liselotte Lyngsø er Hollywood-metoden snarere the old fashioned way. Til gengæld er den meget oppe i tiden:

”Det topper lige nu. Vi ser det jo alle steder fra tv-indsamlinger til cykelløb. Det er en nem og beskyttet måde for de privilegerede at dele ud af overskuddet på i luk-kede kredse, uden at de skal investere noget af sig selv. Fester går jo aldrig af mode, og hvis alternativet er ingenting, så er det jo bedre. Hvis vi skal pege fremad, så vil det i fremtiden ikke være nok bare at levere penge for at få lov til at sidde og spise og drikke. Der vil vi gå mere ind i projekterne og se på, hvordan de kan være med til at yde hjælp til selvhjælp,” siger Liselotte Lyngsø.

Aftenens resultat har overgået sig selv fra de forrige år. Gæsterne klapper og jubler. På tre timer er der indsamlet 1,1 million kroner. Pengene går ubeskåret til at hjælpe de indiske børn.

Stemningen er løssluppen. Der er ikke sparet på vinen. Basim lukker middagen med sit grandprix-hit. Og om lidt er der dans og drinks.