Prøv avisen
De 50 største opdagelser

Inge opdagede Jordens indre

”Kvinden, som opdagede Jordens indre kerne,” står der om statsgeodæt og seismolog Inge Lehmann i det amerikanske ugemagasin ”Saturday Review”. -

Indtil for ret nylig var forskerne stadig henvist til spekulationer omkring Jordens indre. Det skulle ikke mindst en dansk kvinde lave om på

Da den franske forfatter Jules Verne i 1864 skrev sin kendte roman ”Rejsen til Jordens indre”, var der tale om ren science fiction. Verne støttede sig løst til datidens viden om, hvad Jorden egentlig var skabt af, men den viden var i sig selv temmelig løs. Man var simpelthen ikke klar over, hvad der gemte sig under overfladen.

Teorier havde der ellers været nok af. Allerede i 1600-tallet var det et populært forskningsemne, og den lærde tysk-italienske jesuit Athanasius Kircher (1602-1680) skrev det berømte værk ”Mundus subterraneus” (Den underjordiske verden), hvor han redegjorde for de enorme mængder ild og vand, der efter hans - ret uvidenskabelige - mening kunne forklare vulkanudbrud, jordskælv og oversvømmelser. Også matematikeren og filosoffen Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716) kom med sine bud på, hvad Jorden bestod af, men selvom han blev betragtet som en af sin tids absolut største tænkere, var teorierne lige så fjerne fra virkeligheden som Kirchers.

Isaac Newton var lidt mere videnskabeligt præcis og viste i 1687, at Jordens gennemsnitlige massefylde var 5-6 gram pr. kubikmeter og mente derfra at kunne afgøre, at Jordens indre masse var kompakt. Videre kom man ikke de efterfølgende to århundreder, for man havde ikke redskaberne til faktisk at undersøge sandheden. Først med geofysikkens og seismologiens fremkomst i slutningen af 1800-tallet skete der fremskridt. Særligt registreringen af jordskælv gav svar, som især den tyske fysiker Emil Wiechert (1861-1928) lærte at aflæse. Den afgørende metode blev at måle jordbølgernes udbredelse ved jordskælv, for de ændrede nemlig hastighed forskellige steder i Jordens indre, hvilket indikerede, at Jorden kunne opdeles i forskellige lag.

Op gennem 1920'erne var den fremherskende teori, at jorden bestod af en kerne og en kappe, og at begge dele var faste. Det blev dog udfordret af den engelske geofysiker Harold Jeffreys i 1926, som mente at have opdaget, at kernen bestod af flydende jern. Hans todelte model blev standardmodellen for Jordens struktur, indtil den danske geodæt og geofysiker Inge Lehmann (1888-1993) forsigtigt foreslog en tredelt model. I jordkernen fandtes nemlig efter al sandsynlighed en indre kerne, mente hun. Hendes videnskabelige artikel med den historisk kortfattede titel ”P” vakte i første omgang ikke stor opsigt i 1936, måske fordi den var nærmest selvudslettende forsigtigt formuleret. Men efter et års tid bekyndte anerkendelsen at brede sig, og hendes teori skulle blive kendt som Lehmann-diskontinuiteten.

Mulighederne for at bevise hendes teori lod dog vente på sig og kom først i 1960'erne. Med sin præcise hypotese er det dog almindeligt accepteret, af det var Inge Lehmann, der opdagede Jordens indre kerne, lige som det var Jeffreys, der 10 år tidligere havde opdaget den flydende kerne. Lehmanns forståelse af Jordens struktur har blandt andet resulteret i langt mere nøjagtige forklaringer på Jordens magnetisme, hvilket har haft enorm betydning. Den sande historie om Jordens indre skal dog tilskrives en række af forskere, som møjsommeligt har stykket billedet sammen gennem teorier, målinger og observationer gennem flere århundreder.