De fleste byer har et tårn eller flere, og mange af dem kan man få lov at komme op i. Om ikke andet har alle byer en kirke, og de fleste kirker et kirketårn. Måske er tårnet ikke med fri adgang til hverdag, men den ivrige og nysgerrige kan jo forsøge sig med klokkeren, hvis han ikke er blevet automatiseret, eller kirketjeneren, og så skal der nok en dag være mulighed for at få lov, så man kan komme til at skue ud over byen.
For det at opleve byen eller landsbyen oppefra er noget helt andet end at se den fra gadeplan.
Foruden kirkens tårn er der ofte i provinsbyerne et ældre rådhus med tårn. Men mange af tårnene i byerne er privatejede og beboede, så der kan man jo ikke automatisk komme op. Medmindre man da kender dem, der bor der. For eksempel på toppen af Kongens Bryghus ved Carlsberg.
Selv har jeg besøgt mange andre tårne i København og udgav sidste år en bog om Københavns tårne. Der er ikke færre end 500 af dem, og de er alle ganske fascinerende at studere. København er begyndt at værne bedre om dem, og flere steder reetableres tårne, der var taget ned eller amputeret til ukendelighed, blandt andet i mit eget Valby.
Mange af tårnene kan man komme op i, flere steder på en rundvisning. Jeg har selv været oppe i Rådhustårnet og tårnet på Frederiksberg Rådhus, Rundetårn, Domkirkens tårn, Børsens, Christiansborgs, Marmorkirkens, Hovedbanegårdens, Axelborgs, Radiohusets, Zoologisk Haves, Grundvigs Kirkes og mange flere. Og jeg har også, fordi jeg skulle skrive tårnbogen, fået lusket mig ind hos en del private tårnejere med beboelse helt oppe i tårnet. Frelserkirkens tårn med den snoede trappe har jeg kun besøgt en enkelt gang uden at komme helt op til toppen. Det var hurtigt ned igen. Her færdes man nemlig udvendigt på tårnet, og det er kun for de seje.
I de fleste større og mellemstore byer er der tårne, der er adgang til. Rådhustårnet i Aarhus og i samme by universitetets bogtårn plus toppen af Aros. I Aalborg er der Aalborgtårnet, og i Odense er der domkirkens tårn. Om man kan komme op alle steder, er et spørgsmål, men har man ikke spurgt, har man i det mindste ikke fået et nej.
I Paris har jeg været i Centre Pompidou og på toppen af Institut du Monde Arabe, men ikke i Eiffeltårnet. Udsigten er jo formidabel, der er bare lidt åbent ned til gaden. Det har jeg prøvet én gang for meget. At være nysgerrig og ville op og så samtidig døje med en smule højdeskræk er selvfølgelig en dårlig cocktail, men det holder mig ikke fra at forsøge alligevel at komme op de fleste steder. Paris har også Triumfbuen, som man kan kravle op i. Og sådan kan man tage by for by.
I lille, idylliske, bornholmske Svaneke er der intet tårn, men landskabet er så kuperet, at der fra en af de øverst beliggende gader er pragtudsigt over den smukke by med de røde tegltage.I København er der ligefrem restauranter højt oppe flere steder. Der er just indrettet restaurant i tårnet på Christiansborg. Og der er udsigt over byen fra toppen af SAS-hotellet og Bella Sky, ligesom mange ejendomme indretter tagterrasser på toppen. Det var jeg inde på i klummen i sidste måned. Men igen: Er man nysgerrig, så find en vej op. Man kan altid spørge og højst få et nej, og de fleste kirkefolk vil tage venligt imod en høflig forespørgsel. At komme højt op kan kun anbefales, især når man har fast grund under fødderne og ikke går på gennemsigtige riste med kik direkte ned i dybet.
