Hvor stammer din fobi for knapper fra?
Min mor strikkede meget tøj til mig, da jeg var lille. Da jeg var omkring halvandet år, begyndte jeg at sige fra og skubbe tøjet væk, hvis der var knapper i. Hun prøvede alt muligt forskelligt, og da hun til sidst satte tryklås i trøjerne, ville jeg gerne have dem på.
Vi har virkelig prøvet at granske, hvor det kommer fra. Det eneste, vi kan komme på, er, at jeg som lille ofte blev passet af min mormor, der var apoteker. Når hun skulle give mig mad, tog hun altid sin arbejdskittel på. Så har jeg måske siddet med hovedet oppe i knapperne og blevet madet og bare syntes, at det var helt forfærdeligt.
Hvilke knapper er de værste?
Jo mindre, jo værre – sådan nogle små skjorteknapper – nu når jeg siger ordet knapper, får jeg det nærmest dårligt – sådan nogle helt små dimser med fire huller i, er de værste, og jo tættere, de sidder på hinanden, jo værre er det. Hvis jeg virkelig skal tænke på det klammeste, jeg kan komme i tanke om, så tænker jeg på dem. Det svarer vel til den fornemmelse, man får, hvis man træder i en hundelort. Det er den samme form for væmmelse, hvor jeg tænker, ’bare jeg dog ikke skal røre ved det’!
Hvordan påvirker knappefobien din hverdag?
I gamle dage var der snore i sengetøjet. Nu er der ofte sådan nogle små dimser i. Vi har fået noget rigtig lækkert sengetøj i gave, og når vi skal have det på, bliver de altid vendt indad. Førhen sov jeg med sokker eller undlod at lægge det på. Men nu kan min mand lægge det på for mig.
Når vi skal i byen, siger jeg også altid til min mand, at han er mere sexet med en blazer og en t-shirt. Men nogle gange insisterer han selvfølgelig på at have skjorte på alligevel. Det er bestemt ikke sådan, at jeg går og måler og vejer folk eller synes, de er mindre værd – de bliver bare lidt mindre attraktive. Jeg kan jo heller ikke undgå at give knus eller holde et barn, men så undgår jeg bare at holde der, hvor knapperne er.
Hvordan reagerer andre typisk, når du fortæller om din fobi?
Folk griner mest ad det og synes, det er lidt hyggeligt, alligevel var det først som voksen, at jeg begyndte at snakke om det. Før det tænkte jeg meget på, om folk ville tro, at jeg var mærkelig. Alle kan relatere til højdeskræk eller flyskræk, men det her er man meget alene om.
Gør du noget for at komme af med din fobi?
Jeg har da tænkt på, om jeg skulle gå til en hypnotisør eller noget andet behandling for at få bugt med min fobi. Men den gør mig jo ikke noget ondt, og efterhånden er den bare blevet en del af mig.