50 år er ingen alder

Klummeskribenten fylder 50 år, og det har hendes omgangskreds det svært med. Retterne i denne uge er særligt tilpasset ældre mennesker

Morgensaft med blandt andet gulerod, rødbede og bladselleri samt yoghurt med granatæble, chiafrø og havregryn er en god måde at begynde dagen på.
Morgensaft med blandt andet gulerod, rødbede og bladselleri samt yoghurt med granatæble, chiafrø og havregryn er en god måde at begynde dagen på. Foto: Louise Dandanell Ørsted

”Uhhhha, jeg kan se på Facebook, at du fylder 50 år på søndag,” siger en af mine veninder, der kun er 44 år.

”Ja, det gør jeg. ”

”Hvordan er det?”, fortsætter hun.

”Ja, alternativet er da noget værre,” siger jeg og forstår ikke, hvor hun vil hen. 

”Der er mange af mine kollegaer, der går helt i sort, når de bliver 50,” siger hun.

”Ja, det kan da godt være, det er på grund af deres alder, men det kan også være så meget andet,” siger jeg.

”De vil under ingen omstændigheder fejres, og vi må slet ikke komme med gaver eller synge på dagen,” siger hun.

Nu er jeg ved at blive træt af den her samtale. Jeg vil gerne fejres, jeg elsker gaver, og jeg nyder, at min mor har skrevet en sang på otte vers til og om mig.

Hvorfor er det så stort et problem at blive ældre? Jeg er jo ikke den eneste, der bliver ældre, alle andre følger med. Jeg forstår det faktisk ikke. Men det kommer jeg sikkert til.

”Det bliver kun værre,” sagde et par, jeg mødte forleden dag.

”Hvad bliver værre?”, spurgte jeg.

”Det hele; løse tænder, gråt hår, hedeture, knyster på fødderne, gigt i fingrene, grøn og grå stær, alting,” sagde de, mens de stod og nikkede til hinanden.

Jeg hoppede op på cyklen og ræsede hjem.

Jeg vil ikke lade mig kue. Jeg gider ikke være ung med de unge, men jeg hører Liga og Lågsus på P3 med min søn, og går til Phlake-koncert med min datter, så længe hun vil have mig med. For jeg har fået briller med glidende overgang. Jeg kan kun drikke to glas vin, for ellers hæver mine fingre, og jeg skal slet ikke i seng efter klokken 23, for så kan jeg ikke sove. Men det er ikke noget, jeg løber rundt og reklamerer med. Jeg holder det helt for mig selv.

Retterne i dag er inspireret af mad til ældre. Vi skal sørge for at få rigeligt med protein, vitaminer og mineraler, og så skal vi ikke spise for store portioner. Jeg begynder dagen med en friskpresset frugt- og grøntsagsjuice og en birchermysliyoghurt med chiafrø.

Til frokost er der æg i kokotte, og til middag skal vi have fiskefrikadeller med kålsalat og chutney. Opskrifterne er til én person.