60-årige Barbie har altid fulgt moden

74-årige Lene Darlie Pedersen ejer Barbie Museum i København med en enestående samling på omkring 6000 dukker fra 60 års Barbie-historie

Lene Darlie Pedersen åbnede sit Barbie Museum for 25 år siden. I dag, på Barbies 60-årsfødselsdag, består samlingen af cirka 6000 dukker. –
Lene Darlie Pedersen åbnede sit Barbie Museum for 25 år siden. I dag, på Barbies 60-årsfødselsdag, består samlingen af cirka 6000 dukker. – . Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

Hvis man altid kun har betragtet Barbie-dukker som amerikansk plasticlegetøj til små piger, kan et besøg på Barbie Museum udvide horisonten en smule. Her er fantastiske samlereksemplarer fra alle årene af den populære dukke. Barbie i alskens modetøj. Barbie som alle de største popstjerner. Barbie i hovedrollen i alle de store film og tv-serier fra USA. Barbie i kjoler, der skabt over malerier af kunstnere som Matisse og Renoir eller arkitektoniske vidundere som Eiffeltårnet eller Operahuset i Sydney.

Der er Barbier i kostumer fra hele verden og fra alle de præcis 60 år, Barbie nu har eksisteret.

Lige her i det lille butikslokale i Københavns nordvestkvarter kan man tilmed finde noget så usædvanligt som Barbie- og Ken-dukker, der er klædt som Columbine, Harlekin og Pjerrot fra Tivolis pantomimeteater. Og en fuld krybbespilsopstilling med Josef, Maria, Jesusbarn og alle de andre. Dragterne til disse to opstillinger i det ellers hverken særlig danske eller religiøse Barbie-univers har museets skaber og ejer, 74-årige Lene Darlie Pedersen, da også selv lavet.

”Jeg er jo selv for gammel til at have leget med Barbie-dukker, da jeg var lille. Men som voksen syntes jeg, at det var spændende at samle på gammelt legetøj, og efterhånden gik det mest i retning af Barbie,” fortæller Lene Darlie Pedersen, som har omkring 6000 dukker i sin samling, og som fra i dag skal deltage i en stor international Barbie Convention for samlere i den tyske by Seevetal nær Hamborg.

Hun begrunder sin Barbie-fascination med, at der er så mange detaljer og så mange serier for samlere at kaste sig over. Berømte designere som Louis Vuitton har skabt mode direkte til Barbie, og ikke mindst designeren Bob Mackie har gennem årene ekviperet Barbie-dukker med fantastiske skrud, som de færreste ville lade små børn vandalisere. Siden 1980’erne har Barbies producent, Mattel, nemlig ikke kun lavet Barbie som legetøj, men også som samlerobjekt.

”Barbie er jo den eneste dukke, som har fulgt moden,” forklarer Lene Darlie Pedersen.

I sin samling har hun både Barbies ældre, tyske forbillede, Bild Lilli, og et eksemplar af den allerførste Barbie, der blev præsenteret i USA den 9. marts i 1959. I begyndelsen var det hele ikke plastic. Barbies silkekjoler var syet af silke, hendes pelsjakke var ægte pels, og det hele blev syet i hånden. Den nyere tids legedukker af plastic siger ikke museumsejeren så meget, hun foretrækker samlermodellerne.

Barbie Museum åbnede i 1994 og har således selv jubilæum i år. I begyndelsen sad Lene Darlie Pedersen i åbningstiden og ventede på besøgende. Men beliggenheden er ikke ligefrem på et turistbefærdet strøg, så der kom ikke så mange. Derfor er museets princip i dag, at man må ringe og bestille tid, så viser hun samlingen frem. I mange år arbejdede hun 50 timer om ugen med dagpleje og rengøring for at tjene til museumslokalernes husleje. I dag er det droslet ned til tre timers rengøringsjob hver dag, hvilket også lyder som en del for en 74-årig, men ”vi halvgamle er ikke så sarte”, siger hun.

De mange år med Barbiemuseet har givet mange spøjse oplevelser. For eksempel mindes Lene Darlie Pedersen en gang for længe siden, hvor Christianias børnehave bestilte et besøg. Børnene fra fristaden kiggede med store øjne på alle de fine dukker, og nogle undrede sig lidt over den opstilling, der er af en hel McDonald’s-burgerbar befolket med Barbie-dukker. Da børnene undrede sig over, hvad det var, spurgte Lene Darlie Pedersen, om de virkelig aldrig havde været på McDonald’s:

”’Nej’, svarede pædagogen. ’Vi kommer ikke de steder. For det er jo amerikansk’. Så svarede jeg: ’Hvad tror I så Barbie er?’. De kom ikke igen,” fortæller museumsejeren.