Åh abe, gid jeg var ligesom dig

Den sidste film i den nye triologi om ”Abernes planet” har netop haft premiere, og ligesom den allerførste udgave fra 1968 blev den rost for at give stof til eftertanke. I dag ligger sympatien dog hos aberne

Hovedrolleindehaveren Charlton Heston og skuespilleren Billy Curtis med en cigaret i hånden og sminket som en abeunge under optagelserne til ”Abernes planet”. Sminkningen tog fem timer og foregik i en afkølet trailer, så den ikke smeltede.
Hovedrolleindehaveren Charlton Heston og skuespilleren Billy Curtis med en cigaret i hånden og sminket som en abeunge under optagelserne til ”Abernes planet”. Sminkningen tog fem timer og foregik i en afkølet trailer, så den ikke smeltede. . Foto: AP/ritzau.

Der var engang en abe. Den boede i en skov. Men den var også hyperintelligent og i færd med at planlægge menneskehedens undergang. Sådan kunne man havde sunget om ”Abernes planet”, da den fik premiere i 1968.

Filmen byggede på en roman af forfatteren Pierre Boulle, og historien om de farlige aber vakte begejstring hos anmelderen i Kristeligt Dagblad, der ellers var bange for, at han skulle ind at se endnu en dårlig science fiction-film.

”Spørgsmålet er ikke, om vi engang har været aber, men om vi bliver det. Det er oplagt at erindre sig denne udtalelse, når man har set den nye amerikanske film ’Abernes Planet’,” lød det i Kristeligt Dagblad den 26. maj 1968.

Den amerikanske helteskuespiller Charlton Heston spillede hovedrollen som den strandede astronaut, der tror, at han lander på en fjern planet regeret af aber, som man fristes til at kalde en bananrepublik.

”Her er hovedsagen ikke det store og forskrækkede bøh. Vi skal ikke skræmmes underholdende, men bringes til lidt fornuftig eftertanke,” lyder det fra anmelderen, som mener, at der er en spejling mellem abestaten og menneskejorden dengang.

Filmen havde en usædvanligt chokerende afslutning, som det var lykkedes filmskabere at holde hemmelig, hvilket var imponerende i sig selv. I abestaten så man Frihedsgudinden ligge begravet i grus, og til sidst må Charlton Heston altså erkende, at han ikke er på en anden planet, men er rejst frem i tiden, hvor aberne styrer civilisationen og holder menneskene som slaver.

”Det værste er, at han ikke kommer filmens slutning i forkøbet, da han hører aberne tale amerikansk. Han er dum nok til ikke at vide, hvor han befinder sig,” skrev den lettere uimponerede anmelder om hovedrollens begavelse. Til gengæld roste han aberne for at have mere mellem ørene, end man skulle tro.

”Blandt de kloge aber er der nogle individer, der som arkæologer rokker ved det oplyste abesamfunds trossætninger,” skrev han i 1968.

Filmen blev tildelt en æresudgave af en Oscar-pris for fremragende makeup i 1969 og var et stort gennembrud inden for filmsminke. Sminkningen tog i øvrigt så lang tid, at skuespilleren som spillede ”hovedchimpansen” en dag blot kørte hjem med sminken på og skræmte de andre billister på vejen.

49 år efter de første aber tog filmverdenen med storm, har den sidste ud af de tre film om de intelligente aber nu haft premiere, og den er alt andet end en efterabning. Men hvor man i den første film sympatiserede med de få primitive mennesker, der levede som abernes slaver, heppes der i dag på aberne. Aberne og naturen står for det oprindelige, mens menneskene er blevet de nye grådige skurke, lyder det i anmeldelsen af den nye film i Kristeligt Dagblad. Historien er nu vendt på hovedet, og aberne er blevet de nye mennesker. Et rent abegilde, om man vil.