Æblekagen, som vinder på velsmag og hurtighed

”Den store bagedyst”har rykket ved idéen om, hvordan en hjemmebagt kage skal tage sig ud. Det er tid til at bage en protestkage

Æblekagen kan med fordel serveres lun og sammen med piskefløde. –
Æblekagen kan med fordel serveres lun og sammen med piskefløde. – . Foto: Else Marie Nygaard.

At bage en kage har efterhånden udviklet sig til en krævende proces, hvor man skal have gang i flere mousser og fremstille snørklede chokoladefigurer til at pynte den færdige kage med. Sådan ser det i hvert fald ud, hvis man følger med i de billeder af bagværk, som bliver delt på sociale medier.

DR’s succesprogram ”Den store bagedyst” har tilsyneladende påvirket manges forhold til bagværk. Når ens afkom begynder at kommentere alt fra kringler til kanelsnurrer, som var de dommere i ”Den store bagedyst”, er det på tide at tænde rørmaskinen og vise, at en kage kan være smart i en fart. Det er tid til at bage en slags velsmagende protestkage.

For mere end et årti siden lancerede et kaffefirma sloganet: Hvilken kaffe byder du uventede gæster?

Dagens opskrift er kagens svar på det spørgsmål. Ringer gæsterne en time før, de står ved din dør, så kan du have kagen klar. Ingredienslisten er kort og består af ting, man typisk har på lager. Eneste udfordring er den piskefløde, som gør sig godt til kagen. I en snæver vending kan den udskiftes med vaniljeis.

Hurtig æblekage

Ingredienser

Dejen:

  • 125 g blødt smør
  • 1 1/4 dl sukker
  • 1 æg
  • 2,5 dl hvedemel
  • 1 tsk bagepulver

Fyld:

  • 1-2 spiseæbler – Golden Delicious er et oplagt bud
  • En håndfuld hakkede mandler eller hasselnødder
  • 50 g hakket chokolade
  • 1 til 2 tsk kanelsukker
  • 40 til 50 g koldt smør til at fodele over kagen

Tilbehør:

  • Piskefløde

Fremgangsmåde

  • Pisk sukker og æg lyst og tilsæt smør. Rør mel og bagepulver i. Dejen fordeles i en smurt form til lagkagebunde.
  • Hak chokolade og nødder groft og drys det over æblerne. Drys kanelsukker i et tyndt lag og skær tynde skiver af det kolde smør og fordel det på kagens top.
  • Kagen skal bage ved 175 grader i 40 minutter midt i ovnen. Lad kagen køle i formen, inden den forsigtigt anbringes på et fad.