Ærø får nyt gammelt flag

På Ærø har man flaget med det trestribede flag i årevis. Nu har historikere fundet det oprindelige flag, som er nistribet, og det deler vandene på øen

Ærøs trestribede flag har været brugt i århundreder, her til en demonstration i 2000 i København i protest mod lukningen af navigationsskolen i Marstal. -
Ærøs trestribede flag har været brugt i århundreder, her til en demonstration i 2000 i København i protest mod lukningen af navigationsskolen i Marstal. - . Foto: Scanpix.

Øen Ærø har i århundreder haft sit eget flag, selvom den ikke er nogen nation. Flaget ligner Litauens og er trestribet med farverne gul, rød og grøn. Men nu har lokale historikere kigget i historiebøgerne og opdaget, at det oprindelige Ærø-flag fra omkring 1622 ikke er det trestribede, øen har flaget med siden 1950'erne, men derimod er nistribet. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Opdagelsen af det nye, gamle flag har fået direktøren for Ærøtours, Allan Harsbo, til at sætte gang i en storproduktion af det nistribede flag med de samme tre farver, dog gentaget tre gange.

Turist- og erhvervschef Carl Jørgen Heide er også begejstret og opfordrer ærøboerne til at tage det oprindelige, altså nistribede flag, til sig.

”Langt om længe får Ærø sit oprindelige flag, og det synes jeg, at vi skal bakke op om. Flaget er historisk korrekt, og det er da bedre at gå og vifte med end flaget fra Litauen,” siger han til Fyens Stiftstidende og fortsætter:

”Så vidt jeg ved, er det trefarvede flag noget, som en turistchef og en redaktør engang har opfundet. Og selvom det måske har været et godt pr-element, så håber jeg, at ærøboerne kan samles om det historisk korrekte flag.”

Men ikke alle er lige begejstrede. Erik Kromann, leder af Marstal Søfartsmuseum, vil gerne beholde det trefarvede flag.

”Nu er det moderne blevet så godt indarbejdet, så det kan jeg ikke se nogen grund til at lave om på. Jeg har sejlet rundt med det trestribede flag på min jolle, siden jeg var barn, så det bliver jeg ved med,” siger han til Fyens Stiftstidende.

Det uofficielle Ærø-flags historie går tilbage til 1600-tallet, hvor øen var en del af hertugdømmerne i det datidige Sønderjylland. Flaget skulle angiveligt være skabt af Hertug Christian, som var Christian den Fjerdes fætter. De gule og røde farver var hans våbenfarver, mens den grønne stribe symboliserer den grønne ø, Ærø.