Auktionshuset Bruun Rasmussen åbner i dag dørene til en særlig auktion i Bredgade i København. Den eventyrlige digter og forfatter H.C. Andersen sparrede ikke på blækket gennem sin livstid, og en del af det sorte skrivemateriale blev til ord ikke kun i de mange kendte værker, men også i et hav af breve, som forfatteren skrev til venner og bekendte.
Fem af H.C. Andersens breve og brevkort kan man i dag byde på ved en auktion hos Bruun Rasmussen.
Selvom der ikke er tale om unikke brevudvekslinger fra H.C. Andersens karriere, så siger de fem breve, der er til salg, noget om afsenderen, fortæller Lærke Bøgh, der er specialist og afdelingsleder hos Bruun Rasmussen.
I et af brevene kan man for eksempel læse forfatterens svar til en tysk fan og autografjæger, og ser man nærmere efter, tyder teksten på, at forfatteren har følt sig smigret, påpeger Lærke Bøgh.
”Han nøjes nemlig ikke blot med at sende sin autograf, forfatteren har også tilføjet et vers i svaret til sin fan, som han havde mange af,” siger hun.
De fem breve stammer fra den berømte og afdøde Kay Høghs enorme H.C. Andersen-samling og er vurderet til mellem 8000 og 15.000 kroner hver.
På samme auktion i dag er også et sjældent førsteeksemplar af komediens danske frontløber, Ludvig Holbergs, første bog, ”Introduction til de fornemste Europæiske Rigers Historier” fra 1711. Hans debutværk var dog en alvorlig fagbog, og originaleksemplaret, der er under hammeren i dag, er specielt. Bogen bærer navnetræk fra den store danske salmedigter H.A. Brorson, der tilsyneladende havde Ludvig Holbergs roman stående hjemme på bogreolen. Men der er faktisk et tredje led, der gør bogen særlig, fortæller Lærke Bøgh.
Den har tilhørt den kendte danske samler Einar Christiansens private bogsamling, og de tre navne, der er associeret til samme værk, får værdien af eksemplaret til at stige væsentligt. Det er en privat samler, der i denne omgang har indleveret romanen, der er vurderet til mellem 10.000 og 15.000 kroner.