46-årige Vuyokazi Maneli ved allerede, at den dag hun ikke er her mere, vil hendes begravelse, sådan som det er skik og brug i landet, blive en storslået affære med hundredvis af gæster.
Hun ved også, at der skal slagtes en dyr ko, for at alle kan få et måltid mad, ligesom gæsterne skal have slukket tørsten.
Vuyokazi Maneli bor i Cape Town, men skal begraves i nærheden af sit fødehjem og sine forfædre omkring 1000 kilometer fra sin nuværende bopæl ifølge den britiske avis The Guardian.
Alle fra hendes stamme, xhosa-stammen, i området vil være velkomne til at møde op, og derfor er Vuyokazi Maneli ganske klar over, at begravelsen vil blive dyr, og at regningen for den ikke skal strande hos hendes børn, fortæller hun til The Guardian.
Selv i de fattigste sydafrikanske familier kan en begravelse hurtigt løbe op i 20.000 rand, svarende til 10.000 kroner ifølge Sydafrikas paraplyorganisation for begravelsesforeninger, South Africa's Burial Society.
Et astronomisk beløb for den femtedel af befolkningen, der lever solidt placeret et godt stykke under Verdensbankens officielle fattigdomsgrænse på 13 kroner om dagen.
En ko koster 3000 kroner og kisten kun lidt mindre. Men en ”discount-begravelse”, hvor der bliver sparet på kvaliteten af træet til kisten, på gravstenen eller på den teltpavillion, som helst skal hvælve sig over begravelsesgæsterne og beskytte dem mod sol og regn, går ikke an, mener Vuyokazi Maneli:
”Det er ikke tilstrækkeligt,” konstaterer hun kort og godt til The Guardian.
Af samme årsag har hun lige som 12 millioner andre sydafrikanere meldt sig ind i en af landets over 100.000 begravelsesforeninger. Antallet af begravelsesforeninger er steget markant i de senere år, og foreningerne bliver drevet på lokalt plan, hvor de fungerer som en form for forsikring.
Hver måned indbetaler Vuyokazi Maneli trofast 110 rand, 55 kroner, til sin lokale forening, der til gengæld sikrer hendes nærmeste en udbetaling på 9200 kroner, den dag, hun dør. Skulle et af hendes børn dø før hende, vil hun få udbetalt 4500 kroner.
Amerikansk forskning har vist, at alternativet til forsikringen i en begravelsesforening ikke er at skære ned på omkostningerne ved begravelsen, men at låne penge til skyhøje renter hos private lånehajer.
Og, forklarer hollandsk forskning fra Leiden Universitet, det hænger sammen med, at det er forbun-det med et kolossalt presti-getab for de efterladte, hvis de ikke kan begrave et afdødt familiemedlem standsmæssigt.
Til trods for, at de sydafrikanske familier, der deltog i den hollandske undersøgelse, mente, at de dyre begravelser var et problem, så de intet alternativ til den dyre tradition.
Den første søndag i hver måned ifører Vuyokazi Maneli sig således sin lokale foreningsblå uniform og går til et fire timer langt møde med de andre medlemmer. Og hun er ikke i tvivl om, at hendes efterladte får udbetalt forsikringen den dag, hun ikke er mere.
”I min begravelsesforening bor vi alle tæt på hinanden og kender hinanden. Ingen kan tage pengene, for de har ingen steder at løbe hen,” siger Vuyokazi Maneli til The Guardian.