Afrikansk fængselsalbum nomineret til Grammy

Et maksimumsikret fængsel i Malawi er kommet på alles læber, efter at et album med de indsattes band ad kringlede veje har høstet stor international anerkendelse

16 mandlige og kvindelige indsatte, der er fængslet for drab og tyveri eller, i vestlige ører, for mere obskure udåder som ”homoseksuelle handlinger” og udøvelse af heksekraft, med ét slag løftet op i selskab med verdensmusikstjerner.
16 mandlige og kvindelige indsatte, der er fængslet for drab og tyveri eller, i vestlige ører, for mere obskure udåder som ”homoseksuelle handlinger” og udøvelse af heksekraft, med ét slag løftet op i selskab med verdensmusikstjerner. .

Afrikanske fængsler er ikke just kendt for at bidrage med hverken væsentlige kulturindspark eller solstrålehistorier til verdens underholdning. Mest er kontinentets fængsler berygtet for massive overbelægningsprocenter og bemærkelsesværdig underfinansiering, for sygdomme, underernæring, elendighed og - som følge - for mange dødsfald.

Men selv på dette område gælder undtagelsens gyldne regel. Et maksimumsikret fængsel i Malawi i det sydlige Afrika, Zomba Central Prison, er nemlig, til trods for det faktum, at fængslet kun er bygget til at rumme 340 indsatte, men i dag har presset over 2000 indsatte ind, ikke blevet kendt for ovenstående.

Tværtimod er det for nylig blevet verdensberømt for sit fængselsband, The Zomba Prison Band, hvis hidtil eneste album ”I Have No Everything Here”, (Jeg har ingenting her, red.) produceret af den amerikanske producer Ian Brenner, er blevet nomineret til den prestigefyldte amerikanske musikpris Grammy.

Dermed er 16 mandlige og kvindelige indsatte, der er fængslet for drab og tyveri eller, i vestlige ører, for mere obskure udåder som ”homoseksuelle handlinger” og udøvelse af heksekraft, med ét slag løftet op i selskab med verdensmusikstjerner som den beninske sangerinde Angelique Kidjo og den brasilianske komponist, sanger og guitarist Gilberto Gil, der begge er nomineret i samme kategori.

Det er første gang i Grammy'ens knap 60-årige historie, at en udgivelse fra Malawi er nomineret, og det vil være en underdrivelse at sige, at nomineringen kommer bag på samtlige de involverede, heriblandt Ian Brenner:

”Jeg blev chokeret. Fuldstændigt chokeret. De andre nominerede kunstnere har alle rødder, der går årtier tilbage, så at se denne gruppe helt ukendte mennesker fra et relativt ukendt land blive anerkendt indgyder ærefrygt,” siger han til den britiske avis The Guardian.

Foto: Marilena Delli

Ian Brennan og hans kone, den italiensk-rwandiske fotograf og dokumentarfilminstruktør Marilena Delli rejste i 2013 til Malawi for at indspille en kort dokumentarfilm om fængselsbandet, og i begyndelsen af 2015 udgav Ian Brennan så albummet fra Zomba Central Prison, der siden har høstet international opmærksomhed og anerkendelse i feinschmeckerkredse for sin originalitet og er nomineret i kategorien ”bedste verdensalbum”.

Selv om Ian Brenner er glad for nomineringen, vil skæbnen, at han har det meget anstrengt med kategorien.

”Jeg bryder mig ikke om begrebet 'verdensmusik', fordi det implicit bygger på, at Europa eller USA udgør centrum i verden. Typisk vil folk gerne reducere afrikansk musik til udelukkende rytmer. Men den her plade har ingen trommer og er stopfyldt med melodier. Det melodiske indhold er så righoldigt, at det kan bære selv det mest sparsomme akkompagnement som for eksempel a capella-håndklap,” siger han til Kristeligt Dagblad.

Bandet blev grundlagt i 2008, da en fængselskommissær i det malawiske fængselsvæsen, Little Dinizulu Mtengano, tilfældigvis hørte en gruppe unge mandlige fanger øve sig.

”Da jeg besøgte Zomba Central Prison, så jeg nogle drenge, der spillede på nogle hjemmelavede guitarer lavet af tomme beholdere. Og de kunne spille musik,” fortæller Little Dinizulu Mtengano til den amerikanske radiostation Voice of America.

Little Dinizulu Mtengano foreslog musikerne, at de kunne komponere sange, der øgede opmærksomheden om hiv og aids, og søge midler fra den nationale aids-kommision.

Projektet lykkedes, og de indsatte fik penge nok til at købe tre elektriske guitarer, et trommesæt og to ”meget små højtalere”, fortæller Little Dinizulu Mtengano.

Men da Ian Brennan og Marilena Delli ankom for at filme og indspille bandets numre, var de indsatte ikke begejstrede, fortæller bandmedlem Linesi Kaunde.

”Vi tillod ham kun at optage os, fordi vi fik besked på det af myndighederne,” siger hun til Voice of America.

Indtil videre har Ian Brennan og Marilena Delli dog ikke skuffet fængselsbandet. Parret har nemlig øremærket overskuddet fra udgivelsen af ”I Have No Everything Here” til advokatbistand til bandmedlemmerne, der ofte ikke selv har råd til advokatbistand og kan vente i årevis på hjælp fra myndighederne. På den konto er tre kvindelige bandmedlemmer på nuværende tidspunkt blevet frifundet og løsladt.

Grammy-uddelingen finder sted den 15. februar i Los Angeles i USA.