Prøv avisen

Alle bedsteforældre har en god historie at give videre

At fortælle sin livshistorie kan være en øjenåbner for både bedsteforælderen og barnebarnet. Foto: Meseritsch Herby/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Liv Mygind optager og mixer ældres livshistorier og lærer noget hver gang. Her giver hun nogle gode råd til, hvordan man selv kommer i gang

Mange, der har levet et langt liv, synes måske ikke, det er værd at berette om. Men alle har en god historie, understreger journalist Liv Mygind, der er indehaver af podcastvirksomheden ”Livshistorier”.

Hun har gennem en årrække optaget og redigeret folks livshistorier. Alle historier har sin helt egen berettigelse – både for fortælleren og dem, der skal høre dem, mener hun.

”For den, der fortæller, er det jo en mulighed for at få et overblik. Ofte er det en øjenåbner for livstemaer og årsagssammenhænge. Måske er det nogle karakterer ved en selv, man ikke kunne se så tydeligt før, som at man altid nemt blev forelsket og derfor fik nogle dejlige oplevelser og brændte nallerne,” siger Liv Mygind.

For børn og børnebørn kan livshistorier blive en slægtshistorie. Hvis man har levet mere end 50 år, vil barndomshistorier altid være eksotiske, mener hun:

”Ældres barndom vil altid være anderledes og spændende, fordi tiden var en helt anden. Historierne er et vigtigt spejl for de næste generationer. De normer og regler, vi måske blindt lever efter i dag, sættes i perspektiv. Det er vigtige modfortællinger især i dag, hvor alt skal være perfekt udadtil på sociale medier og så videre. På den måde kan hverdagshistorier fra gamle dage have stor værdi,” siger Liv Mygind.

Når man har besluttetat fortælle sin livshistorie, hvad gør man så? Det kan måske virke uoverskueligt at komme i gang. Her har Liv Mygind nogle gode råd:

”Man skal for det første droppe hele tanken om at fortælle hele ens livshistorie. Det handler om at fortælle historier fra et liv. Hele projektet skal nedskaleres. Det er en god mental øvelse at sige til sig selv, at man vil forevige nogle historier og ikke en livshistorie,” siger Liv Mygind.

Dernæst gælder det ifølge Liv Mygind om at skrive alt faktuelt ned og lægge det til side. Det gælder årstal, fakta og logistik. Når først ”hvem-hvad-hvor”-svarene er skrevet ned og parkeret, kan man komme rigtig i gang.

”De gode historier ligger i øjeblikkene og de konkrete og illustrative oplevelser. Begynd med én enkelt historie, der presser sig på. Det er bedre med en, to eller tre små historier end ingenting. Start et tilfældigt sted. Så kan man nemlig altid rykke rundt og skrive til,” siger Liv Mygind, der har tre metoder til at få historierne bedst frem:

1. Fokusér på vendepunkter, hvor livet ændrer sig. Det kan være en telefonopringning eller en ulykke, der forandrede alting. Det kan også være et møde med et menneske.

2. Episoder, der illustrerer en stemning. Beskrivende historier hjælper andre til at kunne identificere sig med oplevelser. For eksempel kan mindet om en helt ny frisure hjælpe en med at huske på, hvad der skete en særlig dag. Som dengang, man skulle konfirmeres og kom til frisør første gang, fik fønbølget håret og til sin store skræk kom til at ligne daværende statsminister Poul Hartling.

3. Brug historiske begivenheder som løftestang. Hvor var du den dag, Margrethe blev indsat som dronning, da J.F. Kennedy blev skudt, da astronauterne trådte ud på månen, da Danmark blev befriet, eller Berlinmuren blev bygget. Man husker ofte, hvor man selv var, da de store hændelser fandt sted. Barnebarnet kan lettere relatere til den historiske begivenhed, hvis denne kan se morfar for sig, når han beskriver, hvordan han som 10-årig sad på gulvet inde hos naboen for at se månelandingen på deres nye Arena-tv.

Brug sanserne, foreslår Liv Mygind desuden. Hvordan så der ud? Hvordan lugtede det? Hvem sagde hvad og hvordan? Og så gør det ikke så meget, om man husker en dialog helt korrekt. Det handler om fortællerens egen sandhed. Og så gælder det om at sætte sig ned og reflektere godt og grundigt over minderne.

”Zoom ind på øjeblikket og zoom ud i refleksionen. Var det sparket fra den ko, der gjorde jeg ikke drak mælk nogensinde igen? Eller var en hændelse under én middag grunden til, at jeg blev så stædig senere,” siger Liv Mygind.

Hun får også de ældre til at tegne en plantegning over deres barndomshjem og bliver ”vist” rundt i alle rummene. Det trækker fortællingen ned i tempo og frembringer flere minder. Det samme gør fotoalbums, gamle breve og dagbøger, påpeger hun.

Det kan virke uoverskueligt at komme i gang med at fortælle sin livshistorie. Liv Mygind har god erfaring gennem sine samtaler med ældre og har nogle gode råd. Foto: Leif Tuxen