Prøv avisen

Alle elsker en varm boteser

Kært navn har mange navne, og det gælder også den kære kartoffel, som siden 1700-tallet har betydet enormt meget for danskernes sundhed og køkken. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Den danske kartoffel har sproglige rødder i trøflen og har gennem tiden heddet både betætter og tartøffel

I 1722 udstedte Frederik V en forordning om ”hedernes opbyggelse”. Det betød hedernes nedbrydning. Forordningen lagde nemlig en grund under den opdyrkning, der dog først tog fart i slutningen af 1800-tallet. Et middel til ”hedernes opbyggelse” var, at kongen indforskrev tyske familier til at slå sig ned på alheden, området ved nuværende Grønhøj og Frederiks, samt Randbøl Hede.

De tyske pionerer kaldes i dag ”kartoffeltyskere”, for de medbragte kartoflen. I 1720’erne kom en gruppe franske huguenotter til Fredericia som politiske og religiøse flygtninge. Måske var det i virkeligheden dem, der bragte kartoflen med.

I hvert fald ankom kartoflen, men den hed forskelligt. Forfatteren P.A. Heiberg kalder den for potatos, andre i 1700-tallet kalder den potet eller patet, der forvanskedes til boteder, betætter og boteser. Det er alt sammen afledninger af det samme ord, som blev det almindelige i engelsk, hvor kartofler hedder potatoes. Det samme navn er i svensk som potetis og på norsk som potet. Det ord kommer fra spansk patata og dermed fra Batat. Batat er imidlertid en hel anden plante, hvis navn stammer fra et oprindeligt haitiansk sprog. Bataten kender vi under navnet søde kartofler, den store røde knold, der imidlertid ikke er en kartoffel.

På fransk hedder knolden pomme de terre, der direkte oversat er jordæble. Det navn anvendtes i 1700-tallet, hvor professor J.S. Sneedorff om en person skriver, at han ”lever af Roer og Jord-Æble, spiser ikke Kiød uden to Gange om Ugen”. De omtalte jordæbler er kartofler, som i et andet skrift fra 1724 kaldes ”Huusholdningens meget nyttige og nærsomme udenlandske Jordfrugt, kaldet Potatoes eller Jord-Æble”.

I ”Den danske atlas” fra 1700-tallet omtaler Erik Pontoppidan ”Jord-Pærer eller Potater”, så den heldige kartoffel havde mange navne.

Det almindelige, nutidige danske navn for den gode rodfrugt kartoffel er kommet til os fra Tyskland. Den sproghistoriske rod er imidlertid italiensk tartufolo, der er afledt af tartufo, der er trøffel. Den danske kartoffel har altså sproglige rødder i trøflen!

Blandt de mange folkelige afledninger, dialektale udtryk med videre for den kære kartoffel var navne som tartuffel og tartøffel forholdsvis almindelige i 1800-tallet, så her høres den italienske rod stadig. Andre folkelige navne var katøffel og kantoffel.

Rigdommen af sproglige variationer viser, hvor betydningsfuld frugten af den prægtige plante er. Den har betydet forskellen mellem liv og død, mæthed og nød for tusinder og atter tusinder. Dertil kommer, at kartoflen er en overordentlig sund spise, og planten er endda en af de mest klimavenlige, for den optager CO2.

Der er god grund til, at den ikke bare er en heldig kartoffel. Den burde også være en varm kartoffel i dagens klimadebat.

Under alle omstændigheder har jeg nu forsøgt at hyppe mine egne kartofler, som det hedder, når man fremmer interesser.