Prøv avisen

Alle grillglade bør købe en pizzaovn til grillen

Når pizzaen er bagt sprød, pyntes den med spiselige blomster som lavendel og vulkan­surkløver. – Foto: Poul Joachim Stender.

En pizzaovn er ikke bare endnu et køkkenredskab, der står og fylder. Det er et nyttigt redskab til sommerlyse aftener

Jeg har alt til køkkenet. Der findes ikke den maskine eller det redskab, som jeg ikke har indkøbt. Desværre stiller min hustru mit køkkenudstyr på loftet og orienterer om, at jeg kan hente det der, når jeg skal bruge det. Det må man aldrig gøre! Ude af øje, ude af sind.

Hvis man ikke har sit køkkengrej stående fremme, selv om der ikke bliver bordplads til at lave mad, glemmer man det. Min pizzaovn undgik loftdeportation, fordi den kunne stå udenfor på grillen.

Det har betydet, at jeg benytter den flittigt. Jeg kan derfor give alle grillglade dette råd: Køb en pizzaovn til grillen.

Perfekte pizzaer med supersprød bund kræver høje temperaturer. Det kan ovnen klare, når man stiller den på en grill, der er fyret godt op i. Ovnen kan også benyttes til at tilberede grøntsager, kød, visse former for brød og meget andet.

Forfatteren Klaus Rifbjerg skrev, at verden er ”tom, tom, tom –saligt tom for alt andet end ting”.

Men en pizzaovn er ikke en ting. Det er et nyttigt redskab til sommerlyse pizzaer og aftener. Pizzaerne pyntes med spiselige blomster.

Dejen (2 pizzaer)

1 kg italiensk pizzamel

5 dl lunken vand

30 gram gær

5 spsk. ekstra olivenjomfruolie

2 tsk. sukker

20 gram Salt

Bland det hele grundigt sammen og ælt det indtil dejen er smidig og let. Lad dejen hæve 4 timer.

Tomatsovs

2 dåser hakkede tomater

6-8 små zittauerløg hakket fint

3 fed hvidløg hakket fint

2 tsk. brun sukker

2 spsk. rødvineddike eller rødvin

2 laurbærblade

2 spsk. olivenolie

Salt og peber

Svits de hakkede løg i olivenolien uden de tager farve. Tilsæt de øvrige råvarer og lad det simre 30 min. Smag til med salt og peber

Fyld efter behag

Buffalo Mozzarella

Cherrytomater

røde løg

hård fåreost.

Spiselige blomster som lavendel og vulkansurkløver med de rødlige, lette blade og små gule blomster. Kaldes også rød skovsyre.

Tag dejen op på et bord, der er strøget godt med mel. Ælt dejen og lav to boller. Form bollerne til pizzaer med kant og som passer til grillovnens plade. Kom tomatsovsen på, skær mozzarellaen og tomaterne i skiver og rødløgene i tynde ringe og fordel den. Til sidst høvles flager af fåreosten over det hele. Sprinkles let med olivenolien. Pizzaen sættes ind ved højeste temperatur og bages til den er færdig. Pyntes med spiselige blomster.

Hyldeblomstsorbet

4 dl hyldeblomstsaft

4 dl vand

2 spsk. glukosesirup

1,5 pasteuriseret æggehvide

Bland vand og hyldeblomstsaft. Tilsæt glukosesiruppen. Kør sorbeten på ismaskinen. Når sorbeten er ved at få en fast konsistens tilsættes æggehvide og isen køres videre til den er frossen.

Stikkelsbærkompot

½ kg umodne stikkelsbær

200 gram sukker

½ dl vand

1 spsk. citronsaft

Rens stikkelsbærrene og nip dem. Kog dem ca. 5-8 min sammen med sukker, vand og citronsaft til en kompot. Hvis kompotten er for tynd, si væsken fra og kog den ind og hæld den, når den er afkølet, over bærrene.