Prøv avisen
Lørdagsmad

”Alt-i-én” gryderet

One pot-pasta er let og hurtigt at lave, men saucen er måske ikke den mest intense, når retten blot får lov til at simre i 15 minutter. Bagte cherrytomater, basilikum og revet parmesan giver dog et lækkert smags­pift. – Fotos: Julie Greve Bentsen.

Danskere bruger mindre og mindre tid på at lave aftensmad. En let, men smagfuld, løsning er one pot-pasta, hvor alt skal i gryden på en gang

For mange danskere er hurtighed blevet et vigtigt parameter, når aftensmåltidet skal tilberedes. I en travl hverdag tyer flere og flere til færdigretter fra køledisken eller bruger færdiglavede elementer som tærtedej eller Knorrs bearnaise i madlavningen.

Faktisk er andelen af danskere, der laver hjemmelavet mad fra bunden, faldet fra 55 procent i 2015 til 48 procent i 2018. Og 35 procent af os bruger nu under 15 minutter i køkkenet på at lave aftensmad på hverdage, viser en undersøgelse fra Madkulturen. Det er egentlig paradoksalt, for undersøgelsen viser samtidig, at danskerne lovpriser den hjemmelavede mad. Det giver simpelthen en større tilfredsstillelse at servere mad, som vi selv har hakket, snittet og smagt til. Og så smager det også bedre, synes danskerne.

Jeg kan selv blive forfalden til lette løsninger, hvis sulten når at melde sig, inden der er lagt en plan for aftenens måltid. I sådan en situation er det godt at have et lille bagkatolog af lette hverdagsretter, som kan laves i en håndevending.

One pot-pasta hører til i den kategori. Det er, som navnet antyder, en alt i én-gryderet, hvor snittearbejdet kræver mest tid. Men hvis man hiver kæresten, veninden eller børnene med i køkkenet, kan den del snildt klares på et lille kvarter. Derefter skal alle herlighederne, inklusive pasta, blot i gryden på én gang, hvor de passer sig selv, inden der kan serveres 15 minutter senere.

Jeg foretrækker dog selv at riste løg, bacon og krydderier nogle minutter, før resten af ingredienserne kommer i gryden, da det giver mere smag til saucen. Bagte cherrytomater og et godt drys parmesan som tilbehør giver også et intenst smagsspark, som klæder både retten og dens udseende godt.

Snittearbejdet er overkommeligt. Nu venter herlighederne blot på at komme i den sorte gryde. - Foto: Julie Greve Bentsen
Cherrytomaterne er klar til at komme i ovnen. - Foto: Julie Greve Bentsen