Prøv avisen

Alt om højre og venstre

Vi har det med at opdele i højre og venstre og i godt og ondt. Men både venstre og højre gør krav på at være den bedste side. Fanden rammes dog bedst over venstre skulder

Dette er første del af Ingvar Glads essay om højre og venstre. Næste del syd og nord følger onsdag den 19. marts.

Du har vist fået det forkerte ben ud af sengen! Den bemærkning får man tit at høre, hvis man har problemer med at starte dagen og virker lidt tvær. Men kun få er klar over, at det tidligere altid var det venstre ben, der blev opfattet som forkert. Også romerne mente det, så de sørgede omhyggeligt for om morgenen at få højre fod først over dørtærsklen for at komme godt og energisk i gang med den ny dag.

De to hænder er blevet vurderet på samme måde. Indtil for få år siden var det jo sådan, at den venstrehåndede blev kaldt for kejthåndet, og gennem opdragelsen er mange af os yderligere blevet indprentet, at højrehånden er den rigtige hånd , som vi altid skal bruge til at sige pænt goddag og farvel med. Ikke noget venstrehåndsarbejde dér!

Hvad vi på denne måde selv har erfaret om de to siders forskellige anseelse med hensyn til vor egen danske krop, det genfinder vi med et næsten universelt virkende præg i meget forskellige kulturer og til vidt forskellige tider.

Højre repræsenterer overalt det, der er ret og rigtigt det gode mens venstre modsat forbinder sig med det skæve og fordrejede det onde. At skelne højre fra venstre har derfor betydet at skelne godt fra ondt.

Vi møder f.eks. udtrykket i Jonas Bog 4,11, hvor Gud Herren omtaler verdensstaden Ninive som den store stad, der ikke kan skelne højre fra venstre, og som derfor skal tilintetgøres. Og i Matthæus 25,33 flere følgende hører vi, hvordan Herren på verdens sidste dag vil lede fårene (de frelste) til den højre side og henvise bukkene (de fortabte) til den venstre.

Ordet højre fortæller selv om sin kvalitet. Det betyder den bekvemmere (underforstået: af de to sider). Ordet er længst ude beslægtet med noget så behageligt som en hynde. Det ejendommelige er blot, at venstre også gør krav på at være den bedste! Venstre betyder den gunstigere og rummer i sig begrebet en ven.

LÆS OGSÅ:
Derfor vender vi venstre kind til på portrætfotos

Forklaringen på dette paradoks kunne være, at man har været så angst for den kraft, man har tillagt venstre-siden, at man har talt godt om den onde magt for ikke at tirre den.

De øvrige sprog omkring os kalder en spade for en spade og vender derfor også sprogligt tommelfingeren nedad for venstre. Det engelske left betød således oprindeligt lam og svag, og det tyske link betyder stadig både venstre og kejtet som det bl.a. ses i die linke Seite: vrangsiden.

Også den franske betegnelse for venstre, gauche, peger i retning af det kejtede, mens modsætningen det at være adræt er udviklet af à droit: til højre. Ordet droit er selv afledt af det latinske directus, det vil sige det, der er ret og lige.

I vores middelalderlige kirkekunst bliver denne forskel mellem højre og venstre gang på gang demonstreret. Men princippet er her (ligesom i heraldikkens våbentegn), at det ikke så meget er os, der ser på billederne, som det er billederne, der ser på os. Helt konkret: Kristusskikkelsens øjne er vendt mod menigheden, og til højre betyder altid til højre for ham. Vi nede i kirken må derfor i tankerne vende os en halv omgang for at få retningerne på plads.

Når vi på den måde er blevet rigtigt orienteret, ser vi på dommedagsbillederne altid de frelste flokke sig ved Himmeriges port til højre for dommeren, mens de fortabte bliver skubbet ind i helvedesgabet til venstre. Undertiden ser vi yderligere som en slags henvisende pegepinde nådens lilje og dommens sværd udgå fra Kristi mund i de respektive retninger.

Som verdensdommer troner Kristus alene midt på regnbuen. Ellers er hans plads ifølge trosbekendelsen på Gud Fader den Almægtiges højre hånd, en klar parallel til forholdet her på jorden mellem chefen og hans uundværlige medarbejder, hans højre hånd.

Det kan virke temmelig omvendt, at vi, når vi afviser noget, dømmer det ud af banen med et ud til højre! Forklaringen kan sandsynligvis findes i middelalderens folkelige markedsspil, hvor man undertiden kunne se kulisserne til dommedagsdramaet opstillet på scenen som en rumlig gengivelse af kalkmaleriet inde i kirken. Når skurken så kom til syne i scenens midterområde (hvor det jordiske liv havde sit virkefelt), råbte tilskuerne efter sigende: Ud til højre! Og dermed var han henvist til det helvedsgab, der jo set nede fra tilskuerpladserne lå med sine opspærrede kæber til højre i synsfeltet.

På billeder af den korsfæstede ser vi Kristi hoved være faldet til højre, over mod den gode røvers side. En smuk og enkel måde at tilkendegive, at røverens ønske er imødekommet: Jesus! kom mig i hu, når du kommer i dit rige!

En tilsvarende betydning har den lille tværbjælke nederst på det græsk-russiske kors. Den peger skråt opad til højre (det vil sige til venstre set med vore øjne) og angiver derved retningen mod Paradis.

Højre/venstre-princippet er i kirkekunsten ikke kun anvendt i forbindelse med Kristus, men overalt hvor man på denne enkle måde har kunnet anlægge en moralsk-religiøs vurdering. Det gælder for eksempel billederne af Abels og Kains ofring i korbuen, konfrontationen mellem kristendommen og jødedommen i skikkelse af to kvindefigurer (Ecclesia og synagogen) og så naturligvis scenen med de kloge og de ukloge brudejomfruer.

Og nu fra kirken ud i det politiske liv. Også her må der bogstavelig talt vælges side, da man jo opererer med to forskellige orienteringer, med en højrefløj og en venstrefløj, her dog uden at den ene orientering per definition kan erklæres god og den anden ond!

Højre og venstre som politiske betegnelser stammer fra den franske nationalforsamling i 1789, hvor de aristokratiske medlemmer var placeret til højre for formanden, og tredjestandens repræsentanter til venstre. Højre kom derefter til at betegne de konservative partier, og venstre de radikalt fremskridtsrettede. At Venstre så i dansk politik har udviklet sig til et af de mest højreorienterede partier er et paradoks, vi må leve med!

Den tyske politiker Franz Josef Strauss, som tit var ude for nærgående spørgsmål fra det politiske venstre, havde lært at gardere sig med et stående svar, et citat fra Prædikerens Bog 10,2. Med dets klassiske opfattelse af højre og venstre valgte han, i stedet for at forsvare sig, at gå i offensiven: Den vise har sin forstand til højre, tåben har sin til venstre.

Bevæger vi os fra det politiske rum ind i den mere private sfære, ser vi højre/venstre-symbolikken følge med os. I staldene mente man for eksempel helt op mod vor tid at kunne styre, om der blev født dyr af han- eller hunkøn. Blev tyren for eksempel ført til koen, så den sprang på den fra den højre side, ville der blive grundlagt en tyrekalv. Og tilsvarende bedækningsritualer anvendte man med hensyn til undfangelse af drenge og piger.

At hankøn blev forbundet med den gode højre side og hunkøn med den problematiske venstreside, var en vidt udbredt diskriminering, der gik helt ned i de små detaljer, for eksempel med hensyn til knappernes placering på trøjer. Mandetrøjens knapper sidder jo endnu i vid udstrækning til højre, hvor kvinderne har deres til venstre.

I skildringen af forholdet mellem højre og venstre har Fanden selv flere gange vist sig på scenen. Som afslutning skal nævnes et forsøg på at spænde ben for ham: Ifølge den såkaldte lille overtro, der endnu har tag i en del af os, betyder det ulykke at spilde salt på bordet. Derfor må man afværge følgerne ved at smide et drys salt tilbage over skulderen. Men det skal være over venstre skulder, for så rammer det angiveligt Fanden lige midt i hans ondeste øje!