Prøv avisen
En scene fra mit liv

Mit livs øjeblik: Den dag Anders Lund Madsen tog kontrollen over sit eget liv

Som journaliststuderende var jeg så genert, at jeg ofte fik mine studiekammerater til at ringe til kilderne for mig, fortæller Anders Lund Madsen. Foto: Jakob Boserup

Det var en mordsag, der gav journalist og tv-vært Anders Lund Madsen modet til at tage styringen over sit eget liv

Som journaliststuderende var jeg så genert, at jeg ofte fik mine studiekammerater til at ringe til kilderne for mig. Derfor var det mildt sagt angstprovokerende, da jeg i 1988 pludselig landede som praktikant på Ekstra Bladet på Rådhuspladsen, hvor journalisteleverne hele tiden skulle ringe folk op ofte for at få skæld ud af dem.

De første tre måneder af praktiktiden gik med aftenvagter, som internt blev kaldt affaldstjansen, fordi den som regel gik ud på at ringe til alle dem, som de erfarne kolleger enten ikke havde gidet, turdet eller nået at ringe til i løbet af dagen.

Denne artikel er udgivet i selskab med 49 andre i bogen "Mit livs øjeblik."

Det var også i en tid, før mobiltelefoner var normale, og længe inden internettet, så om aftenen var det samtidig ofte nemmest at få fat i folk.

Men for mig var det en overvindelse blot at trykke nul for at komme ud af huset.

Og jeg ringede faktisk en del gange hjem til mig selv, hvor jeg vidste, at der ikke var nogen hjemme. 

På den måde virkede det i det mindste, som om jeg vitterligt prøvede at komme igennem. Men ofte sad jeg også bare og stirrede på den grønne trykknaptelefon, inden mine chefer pressede mig til at ringe. For eksempel måtte jeg flere gange ringe til Uffe Ellemann-Jensen, som ikke kunne fordrage Ekstra Bladet.

Og allerede på min første dag som praktikant havde jeg også selv fået en forsmag på avisens stil, da jeg blev sat til at ligge på lur sammen med en fotograf foran den daværende statsminister, Poul Schlüters, hus, fordi min chef gerne ville have Schlüters reaktion på, at hans kone lige var død af kræft.

Læs mere om journalisterne bag bogen "Mit livs øjeblik" her. 

Min chefs rationale var, at statsministeren jo skulle lufte sine hunde, men da det kun var hundene, der kom ud af huset, tog jeg hjem igen og fik nærmest skæld ud for ikke at have interviewet dem. Men Ekstra Bladet var min eneste vej til at blive journalist.

Jeg havde søgt samtlige praktikstillinger i københavnsområdet, fordi jeg gerne ville blive i nærheden af min kæreste. Men det var den eneste praktikplads, jeg blev tilbudt. Og jeg fik den endda ved at sige, at de ikke skulle ansætte mig. Det troede Bent Falbert, der dengang skulle ansætte praktikanter, var en ny smart måde at reklamere for sig selv på.

Men i virkeligheden var jeg hunderæd for at begynde. En af mine venner havde måttet afbryde sit praktikforløb før tid på avisen på grund af stress, og jeg forventede et journalistisk miljø, der var brutalt.

Det var nu ikke så slemt, som jeg havde forestillet mig. Men på redaktionen kaldte vi trods alt en af cheferne Peter blod, fordi han altid fik os til at jage blod til forsiden næste dag.

Og der manglede især altid gode historier til mandagsforsiden, når man havde aftenvagt om søndagen.

Sådan var det også en novemberaften, hvor jeg pludselig fik til opgave at ringe til en mor, der havde mistet sin søn nogle år tidligere. For nu viste det sig, at sønnen var blevet brutalt myrdet, parteret og brændt, mens hans akse var støbt ind i en carport et sted omkring Hjørring.

Det var selvsagt en god historie for Ekstra Bladet, at en mand var blevet lavet om til en carport, men jeg havde svært ved at få mig selv til at ringe til en mor i sorg og klokken var endda over midnat.

Alligevel gjorde jeg det og snakkede med hende i tre kvarter. Hun var faktisk glad for at tale med nogen. 

For ud over politiet havde hun ikke talt med nogen om de nye oplysninger om hendes myrdede søn. Vi talte sammen det meste af tre kvarter, inden hun til sidst sagde tak for snakken med en bemærkning om, at hun helst ikke ville have, at noget af det kom i avisen, fordi hun syntes, at det var privat.

Det valgte jeg at respektere, selvom min chef blev rasende.

Men for mig selv blev det en eksistentiel oplevelse, der satte mig fri for frygt.

Før havde jeg både været bange for mine chefer og for at ringe folk op. Men episoden lærte mig helt banalt, at man altid har et valg selv. Man kan altid sige nej. Det værste, der kan ske, er, at man bliver fyret. Den indstilling er kommet til at forme resten af min karriere. Og siden har jeg ikke været bange for at ringe folk op.

For frygt kommer af følelsen af mangel på kontrol, men dér tog jeg endelig kontrollen over mit eget liv i en alder af 27 år, så jeg ikke længere kun var passager i min egen tilværelse, men kaptajn over mine egne beslutninger.

Og det har jeg forsøgt at holde fast i siden.