”Når I nu har skrydet sådan, så har I kun to muligheder. Enten så må I gennemføre, eller også må I tage blybælter på og gå til bunds.”
Sådan opridsede en ældre herre situationen for Anders Vestergaard og Per Kristensen, da de mødte ham i svømmehallen ved et af deres utallige træningspas.
De to havde højlydt meldt ud, at de ville slå en 81 år gammel rekord ved at tilbagelægge en distance på 115 kilometer gennem Skagerrak fra Skagen til Hunnebostrand i Sverige. Og det var altså et brud med traditionel nordjysk etikette om en mere afmålt tiltro til egne evner.
Derfor havde de to nordjyske hobby-svømmere, Anders Vestergaard, der er projektleder i en entreprenørvirksomhed og 53 år, og Per Kristensen, 56 år og førtidspensionist, nok helst været fri for den offensive udmelding, hvis de på forhånd havde kunnet undgå det.
”Når vi tidligere har kastet os ud i at fuldføre ekstreme projekter, så har vi bare gjort det, og så først bagefter fortalt folk om det. Det her projekt var bare så omfattende, at vi blev nødt til at skabe et brand for at tiltrække sponsorer. Det gav et lidt andet pres,” fortæller Per Kristensen.
Set i bakspejlet virker ingen af de to til at opfatte opmærksomhedens tunge pres med samme negative briller. For omverdenens opmærksomhed blev ekstra brænde til det bål af drivkraft, som skulle bringe de to mænd i mål med deres storstilede projekt om at svømme 115 kilometer. Et bål, der skulle have et vist omfang, for der var brug for rigelig med viljestyrke. Den skulle kunne holde de to svømmeres damp oppe i de mere end 38 timer, som deres svømmetur endte med at tage. Den skulle føre dem igennem de utallige kriser, pludselig feber, smerter og udmattelse, som de på skift gik igennem. Og ikke mindst skulle styrken strække til at nå hele vejen og helt over målstregen.
Da de i slutningen af august i år kom ind i den svenske skærgård med deres endemål i synligt sigte, mødte de en uventet strøm. En strøm så stærk, at deres følgebåd måtte sejle væk for ikke at gå på grund og efterlod de to udmattede svømmere, der stod så godt som stille.
”Vi kunne se målet, men vi kunne bare ikke komme derind. Den følelse af slet ikke at komme frem, den slår virkelig hårdt, når man allerede har svømmet mere end 110 kilometer. Efter planen skulle det sidste stykke tage halvanden time, men endte med at nå op på tre og en halv time,” fortæller Anders Vestergaard.
Ind over målstregen kom de dog. Dermed kunne de to svømmere velfortjent strække armene i vejret efter at have været i stand til at leve op til den kække udmelding, der havde fået i hvert fald et par nordjyske øjenbryn til at hæve sig.
På en cocktail af ekstremt nøje forberedelse og stædighed havde de slået den gamle rekord på 110 kilometer, der tilhørte Jenny Kammersgaard fra Horsens, som i 1938 svømmede fra Gedser til Warnemünde i Tyskland på 40 timer.
Især den sidstnævne ingrediens – stædigheden – har været en vigtig faktor.
”Vi siger selv, at vores vigtigste karaktertræk er, at vi er nogle stædige, gamle røvhuller. For der findes helt sikkert dygtigere svømmere end os, men man skal virkelig være ekstremt dedikeret for at komme i mål med sådan et projekt her,” forklarer Anders Vestergaard.
For selve svømmeturen over Skagerrak udgør kun en brøkdel af den mængde arbejde, som de to har måttet lægge i projektet. Forberedelserne var en altdominerende faktor i de to mænds liv i det halvandet år, der gik op til: tre træningspas i træningscenter og seks gange i svømmebassinet om ugen, der skulle passes ind i en hverdag med arbejde, kropslige hensyn og familie, hvilket nødvendiggjorde en fuldstændigt skemalagt hverdag, der udnyttede enhver spildtid og medførte familiære og sociale afsavn.
På grund af deres forskellige hverdage har de ikke trænet sammen i det daglige. Alligevel har de været hinandens vigtigste drivkraft i at blive klar til den ekstreme præstation.
”Vi har følt en stor indbyrdes ansvarlighed. I forhold til at lykkes med rekordforsøget har det været vigtigt at opbygge den samme kadence. Det har gjort, at vi ikke har kunnet drive den af. Samtidigt har det været vigtigt, at der altid har været en, der har kunnet hive den anden op, når lysten eller energien ikke var der. For de perioder kommer,” fortæller Per Kristensen.
Det var også den samme tilgang til samarbejdet, der herskede under den lange svømmetur i havet. En gang hvert femte kvarter mødtes de to ved deres følgebåd til lidt mad og drikke og kommunikation. Resten af tiden handlede det om at koncentrere sig om at svømme.
”Selvom man primært koncentrerede sig om egen svømning, så betød det meget, at jeg vidste, at han også lå der og gennemgik det samme. Vi var fælles om det,” forklarer Per Kristensen.
De to har før svømmet ekstremt lange distancer side om side, og i et stædigt fællesskab kom de i mål med deres hidtil mest ambitiøse og udmattende projekt. Og nu skal der trappes ned.
”Vi kommer ikke til at forsøge at overgå det. Det var simpelthen for omfattende og dominerende. Fremover skal der være plads til at springe træningen over en gang imellem og drikke en masse rødvin i weekenden. Det skal være lysten, der skal drive værket, så det bliver nok bare til nogle mindre ture på 40 kilometer af og til,” slår Anders Vestergaard fast.