Prøv avisen

Angrebet 11. september fik Tom Buk-Swienty til at sadle om i livet

Tom Buk-Swienty,forfatter. Foto: Leif Tuxen.

Journalist og forfatter Tom Buk-Swienty mærkede følelsen af, at man kan miste og mistes, da to fly fløj ind i World Trade Center nær hans amerikanske hjem. Det fik ham til at sadle om i livet

Den 11. september 2001 var jeg på vej hjem til New York, hvor jeg boede med min kone og mine to små børn, mens jeg arbejdede som korrespondent for Weekendavisen. Jeg var mellemlandet i Frankurt med et forsinket fly, så jeg havde travlt med at komme videre til den rigtige gate i en anden terminal, inden flyet mod min amerikanske hjemby lettede.

Jeg løb forbi en lufthavnsbar, hvor en klump mennesker stod klinet til en tv-skærm og kiggede på noget, der lignede et olieraffinaderi, der var gået ild i. Og jeg nåede faktisk at tænke, at det bare var en typisk CNN-breaking news-historie, hvor der ikke var noget som helst at fortælle. Jeg skyndte mig derfor ned til terminalen, hvor jeg fik at vide, at flyet til USA var aflyst. For der var noget galt i New York, så jeg ilede tilbage, hvor jeg kunne se tårnene på World Trade Center styrte sammen. Og fordi det var i New York, hvor min lille familie ventede på mig, begyndte tankerne at eksplodere i mit hoved.

LÆS OGSÅ:
Preben Kok: Jeg forlanger ikke, at min forstand skal forstå det, som min tro ved

Jeg blev grebet af panik og løb over til en mønttelefon for at ringe hjem til min familie. Der var kø ved telefonen. Hende, der stod foran mig, ringede til det samme lokalnummer som vores. 631. Men hun kunne ikke komme igennem og overlod febrilsk telefonen til mig, men jeg fik også bare en tone i røret. Det var et øjeblik, hvor jeg følte det store i livet. Hvor er livet smukt, men hvor er det også skrøbeligt. Og jeg nåede at blive ude af mig selv af frygt.

Det lykkedes så min svoger hjemme fra Danmark at komme igennem til min familie, så han 10 minutter senere kunne fortælle mig, at min familie havde det godt. Men det blev alligevel en eksistentiel oplevelse for mig, der fik mig til at indse, hvad der står på spil for os som mennesker, og hvor meget jeg selv er knyttet til min familie. Dengang var min datter relativ nyfødt, mens min søn var otte år, og tanken om at miste dem var overvældende.

Vi boede på Long Island med 50 minutter ind til Manhattan, så det havde været urealistisk, at der skulle være sket dem noget. Men jeg var jo ikke klar over, om de netop den dag var en tur omkring tvillingetårnene. Og vi boede trods alt så tæt på, at den brændte lugt også hang længe i gaderne omkring vores hus. Flere af de brandmænd, der hjalp til under terrorangrebet, boede på vores vej. Gennem en af min søns fodboldkammerater kendte jeg også en af dem, der omkom.

Ham, vi lejede huset af, var endda hjælpepræst, og han havde personligt begravet omkring 30 brandmænd fra vores lille nærområde. Det var altså ikke bare endnu en nyhedshistorie for os, men en påmindelse om, hvor lidt der skal til, før man mister sine kære.

Den dag forstod jeg virkelig, at familien var det vigtigste i mit liv, og da jeg mødte dem, fik de alle verdens største krammer. Det er frygtelig banalt, men oplevelsen lærte mig, at det er nu, det gælder. At det er nu, livet skal leves. At man kan miste og mistes. Og det var derfor også den dag, at jeg definitivt besluttede mig til, at jeg ikke ville være krigskorrespondent. Det havde jeg ellers altid ønsket mig at blive, og kort tid efter talte avisens udlandsredaktør om at sende mig til Kabul.

Men den 11. september mærkede jeg, at jeg havde et for stort ansvar i forhold til min familie til at sætte livet på spil af karrieregrunde, så siden har jeg nøjedes med at skrive om fortidens krige.