Prøv avisen
En scene fra mit liv

Mit livs øjeblik: Den dag Anne Dorte Michelsen forlod Jylland

Det er næsten 40 år siden, at Anne Dorte Michelsen blaffede fra Aarhus til København. Hun har boet i København lige siden. Foto: Mads Nissen

Anne Dorte Michelsen kan stadig føle sig kikset og jydeagtig. Efter næsten 40 år i København føler hun sig stadig ikke som en rigtig københavner

Sommetider kan de mest afgørende beslutninger i livet være spontane. Sådan har jeg i hvert fald selv oplevet det en del gange i løbet af mit liv, hvor min indre trang til at prøve noget nyt har ført mig ud i eventyr, jeg ikke havde gennemtænkt, hvad indebar. Jeg har flyttet meget rundt i mit liv og arbejdet med mange forskellige ting, og jeg tror, at den rastløse eventyrtrang for alvor blev grundlagt, da jeg var 16 år.

Dengang boede jeg sammen med mine forældre i et stort kollektiv på landet uden for Aarhus. Jeg gik på en fremragende friskole Århus Friskole, der gødede min kreativitet med undervisning i musik og drama. Men jeg var aldrig kommet til at trives i det kollektiv, mine forældre havde flyttet os til nogle år forinden.

Tidligere havde de boet i et almindeligt parcelhus som et ungt lærerpar med mine små søskende og mig. Men de blev involveret i ungdomsoprøret og flyttede i storkollektiv med voksne, der var noget yngre end dem selv og derfor også havde børn, der var yngre end mig. Samtidig fik jeg også en ny lillesøster, og jeg faldt nok lidt ned mellem to stole i deres nye livstilsprojekt.

Kollektivet var et temmelig trist fabriksbyggeri, opført af en berygtet bolighaj. Det lå med udsigt til kedelige flade marker. Æstetik og romantik stod ikke højt på dagsordenen i de år.

Rutebilerne kørte sjældent derud, så jeg blaffede en del for at komme frem og tilbage til mine venner i Aarhus. En dag tog jeg så ud på en større tur, der kom til at ændre mit liv:

Jeg var ved at være færdig med 9. klasse, og planen var, at jeg nu skulle gå på Risskov Amtsgymnasium, der virkede vildt kedeligt. Men min dramalærer, Ivalo Falck, der også boede i kollektivet, havde henkastet spurgt mig, om det egentlig ikke ville være noget for mig at gå på Det frie Gymnasium i København. Det, havde hun hørt skulle være fedt. Hun var en lærer, jeg før havde lyttet meget til. Det var for eksempel hende, der rådede mig til ikke at begynde at ryge med en bemærkning om, at det jo var dem, der begyndte at ryge, der var barnlige og ikke omvendt.

Sådan forblev jeg ikke-ryger i en storrygende familie. Og jeg tog også hendes råd til mig om Det frie Gymnasium. Så jeg besluttede mig for at tage over for at se på gymnasiet. Med mine forældres velsignelse stillede jeg mig ud på vejen og stak tommelfingeren i vejret for at få et lift til hovedstaden. Jeg blev samlet op af to unge fyre, der kørte i en lille Morris.

De ville gerne tage mig med ud til Mols-Linien i Ebeltoft, og inden vi nåede frem, tog vi også op i Mols Bjerge for at drikke øl og spise noget mad, de havde med. Og jeg husker tydeligt, hvordan de fremmede drenge kørte mig ned til færgelejet, så jeg kunne nå færgen. Det var i sidste øjeblik. Alle bilerne var kørt om bord, og den lille Morris fræsede mig gennem de tomme opmarchbaner, så jeg lige akkurat kunne nå at springe på færgen, inden den sejlede.

Det blev en afgørende færgeafgang. For da jeg først ankom til Det frie Gymnasium, blev jeg straks forelsket i skolen og de folk, der gik på den, så jeg besluttede mig for at flytte hjemmefra. Jeg kom til at bo på et kælderværelse i Bagsværd. Det var meget primitivt, men jeg elskede min nye frihed og at gå på skolen.

I dag ville jeg nok ønske, at mine forældre havde bekymret sig lidt mere for mig dengang eller i det mindste besøgt mig lidt mere. Heldigvis tog de revance senere, da deres eget liv faldt lidt mere til ro.

Men jeg klarede mig. Og oplevelsen kom til at forme mig på godt og ondt. På den ene side beviste jeg over for mig selv, at jeg godt kunne klare mig.

Det var måske bare lidt tidligt at få den følelse. Tænker jeg i dag. Samtidig plantede det også en rastløshed i mig. En følelse af, at man altid kan flytte sig,

Efter næsten 40 år i København føler jeg mig stadig ikke som en rigtig københavner. Jeg føler mig tit rodløs og til tider fejlcastet.

Jeg kan for eksempel huske, hvor kikset, jydeagtig jeg følte mig, da jeg stillede mig op i min mors hjemmestrikkede sweater og sang en glad friskolesang til Sanne Salomonsens smarte 40-års fødselsdag.

Heldigvis er der sket det i de senere år, at Aarhus er begyndt at komme til mig. Det meste af min familie er flyttet herover.

Og så er det trods alt blevet nemmere at være københavner.

Efter næsten 40 år i København føler Anne Dorte Michelsen sig stadig ikke som en rigtig københavner: "Jeg kan for eksempel huske, hvor kikset, jydeagtig jeg følte mig, da jeg stillede mig op i min mors hjemmestrikkede sweater og sang en glad friskolesang til Sanne Salomonsens smarte 40-års fødselsdag." Foto: Mads Nissen