Arkæologer finder det måske tidligste landbrug

Studier af planterester på bredden af Genesaret Sø i Israel viser, at dyrkning af afgrøder kan have fundet sted allerede for 23.000 år siden

 Nyt spændende forskningsfund ved Genesaret Sø i Israel.
Nyt spændende forskningsfund ved Genesaret Sø i Israel.

Da vandstanden i Genesaret Sø i Israel for årtier siden faldt betydeligt på grund af tørke og overdreven vandindvinding, afslørede bredden i 1989 velbevarede levn fra et jæger-samlersamfund, som var bosat på stedet under den seneste istid for 23.000 år siden.

Stedet, som senere har fået navnet Ohalo II, stopper ikke med at fascinere. Nye arkæologiske udgravninger på bredden viser nemlig, at man allerede dengang - 11.000 år inden den alment anerkendte forekomst af organiseret dyrkning - forsøgte sig med landbrug og dyrkning af afgrøder. Det skriver den britiske avis The Guardian.

Det er fundet af resterne af en særlig type ukrudt, der får de israelske arkæologer til at betegne stedet som det tidligst kendte forsøg på landbrug. Tidlige invasive ukrudtsarter voksede nemlig i områder med jordforhold, der var skabt af menneskelig dyrkning af afgrøder.

Netop den ukrudtstype er fundet ved Genesaret Sø blandt de mere end 150.000 forskellige planterester, som forskningsgruppen har undersøgt.

Ifølge forskerne dyrkede jæger-samlersamfundet i Ohalo II forstadier til de plantetyper, som vi ved blev dyrket i de tidlige landbrug: emmerhvede, byg, ærter, linser, mandler, figener, druer og oliven.

Udgravningerne afslører også spor af stivelseskorn på brændte sten, hvilket kan være tegn på en form for rudimentær brødfremstilling.

Professor Ehud Weiss, som er leder af det arkæologiske botaniklaboratorium ved Bar-Ilan University nær Tel Aviv i Israel, er begejstret over fundene:

”Dette botaniske fund åbner virkelig nye vinduer til fortiden,” siger han til The Guardian.

”Man skal huske på, at bevarelsen af Ohalo er unik. Vi har ingen viden om perioden mellem Ohalo og den yngre stenalder,” forklarer Ehud Weiss og fortsætter:

”Vi påstår ikke, at dyrkning og landbruget som livsform startede i Ohalo og derefter fortsatte til den yngre stenalder. Det kan man ikke sige. Men vi kan konstatere, at der her var et forsøg på dyrkning, hvorfra vi kan forstå, at mennesker altid har været sofistikerede, forsøgt at skubbe til grænserne og gøre livet bedre.”