Av, min arm! Det udtryk betyder det samme som pokkers også. Det blev udbredt af en lidt stupid stuepige hos familien Varnæs i serien ”Matador”.
Det vrimler med udtryk, som refererer til vore lemmer og kropsdele. Arme, ben, hænder, fingre, næse, ører, hoved, albuer, de får ben at gå på, knæsættes, ustandseligt i sproget. Det er klart, for lemmerne har vi jo lige ved hånden – om jeg så må sige! Det er således bedre at være på god fod med en person end at lægge arm, men man skal heller ikke kaste sig i armene på hvem som helst. Det vil ofte være hovedløst at give ham fingeren, ligesom en kold skulder kan få den anden til at slå ud med armene, hvis han da ikke tager det hele i stiv arm. Eller tager benene på nakken. Og så skal man som bekendt aldrig række Fanden en lillefinger.
På det netop afholdte Folkemødet på Bornholm fik den demokratiske samtale hele armen. Skønt og godt! Jeg genhørte i debatter et ord, som er betydningsfuldt, men uelegant som en brækket arm. Det er ordet armslængdeprincip.
Det blev ifølge Dansk Sprognævn brugt første gang i 1994 af daværende socialdemokratiske kulturminister Jytte Hilden, der i en kronik argumenterede for at afgørelser om den konkrete brug af bevillinger til kulturelle formål skulle træffes af fagfolk i statslige eller lokale råd og nævn. Hun skrev ”Så store dele som muligt af kulturbevillingerne skal lægges ud til de råd og nævn, der i dag kun varetager dele af den konkrete kulturstøtte. Vi kalder det ”armslængdeprincippet” (…)”
Armslængdeprincippet skulle sikre, at politikere, de bevilgende, nok satte de økonomiske rammer, men ikke blandede sig på det konkrete og faglige niveau, og altså ikke gjorde kulturen til legeplads for politiske selviscenesættelser eller til trækdyr for den enkelte politikers popularitet og synlighed. Der skulle altså være armslængde, afstand, mellem politisk-økonomisk bevilling og den konkrete udførelse, som skulle overlades til de professionelle og altså dem, der faktisk havde fingrene nede i dejen og materien.
Det er et godt og vigtigt princip. Politikere prioriterer midler, mens kulturens, kunstens, idrættens, skolernes folk håndterer det, de er eksperter i. Det er et princip, som ofte har det svært, for mange politikere elsker den synlighed, der ligger i at bruge kulturen som spejl. Da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001, gjorde han det til en mærkesag at nedlægge ekspertudvalg og nævn. Det kan man mene meget om, men det gavnede næppe det knæsatte armslængdeprincip inden for kulturpolitikken.
Når vi nu er ved det der med længden på en arm, så opstod der et morsomt nyt udtryk i slutningen af 1990’erne, nemlig en fejl fyrre! Det er et udtryk, som vist især bruges af IT-teknikere, for når de bliver tilkaldt som tekniske eksperter, så viser det sig ret ofte, at fejlen ikke ligger i teknikken eller tekniske installation, men i den ”installation”, der sidder cirka fyrre centimeter fra computerens skærm. Altså brugeren! Det er en fejl fyrre, sådan cirka en armslængde borte. Og når man så bliver taget i at være en fejl fyrre, den, der er problemet, så sidder man der, slukøret, og ved man igen har handlet med hovedet under armen.