Asatroende: Fællesskab holder mørket fra døren

Hvert år i januar samler asatroende Gudrun Victoria Gotved nære venner og ”bloter” til de nordiske guder som tak for, at lyset er på vej tilbage

”Nogle af os, der benævner sig asatro, fejrer lyset ved solhverv, andre ved midvinter, man gør, som man føler mest for. Men fejringer er kedelige alene. Bedst er det at samles i fællesskaber,” mener asatroende Gudrun Victoria Gotved. –
”Nogle af os, der benævner sig asatro, fejrer lyset ved solhverv, andre ved midvinter, man gør, som man føler mest for. Men fejringer er kedelige alene. Bedst er det at samles i fællesskaber,” mener asatroende Gudrun Victoria Gotved. – . Foto: Jim Lyngvild.

Årets hjul drejer. I vores del af verden betyder det skift imellem lys og mørke, varme og kulde. Fødsel, død og genfødsel. Hvert år oplever sit eget ragnarok. Naturen dør, når vinteren kommer med mørke og kulde. Og så står vi der, menneskene. Og hvordan overlever vi mørket?

Hver by med respekt for sig selv sætter julebelysning op i slutningen af november. Og piller den ned igen i starten af januar. Jeg vil gerne have mit julelys op noget tidligere. Jeg kalder det vinterbelysning. Det er ikke altid, jeg når at få det tidligt op, men det hænger til sidst i februar. For lys må vi have i den mørke tid, lys må vi skabe. Men det er ikke bare mørke alt sammen. For midt i mørket kommer julen. I gammel tid fejredes julen ”høkunat,” der lå midt i januar. En mægtig midvinterfest som varede i tre dage. Da kunne man se, at de ofringer, der var gjort ved solhverv, havde bevirket, at solen igen vendte tilbage. Men kristendommen åd sig ind på nordboerne, og langsomt blev Norden kristnet. Håkon den Gode befalede, at nu skulle julen flyttes til der, hvor kristne mænd holdt jul.

Men der er skam også noget at fejre ved juletid for os, der ikke er kristne. Nemlig solhvervet, der falder omkring den 21. december.

For hvert år sker der jo det vidunderlige, at netop som det er allermørkest, så vender solen, nu bliver dagen langsomt, men sikkert længere. Som forfatteren Johannes V. Jensen så smukt skriver det: ”Vor sol er bleven kold, vi er i vintervold og dunkle dage. Men nu er nedgang endt og håbet tændt, ja, håbet tændt, for nu er solen vendt. Nu kommer lyset og den lange dag tilbage.”

Og det er jo værd at fejre. Og det har vi gjort lang tid tilbage, længe før nogen fandt på, at vi skulle tro på den Hvide Krist heroppe i Norden. Derfor er det almindeligt blandt os, der følger den gamle skik, at gå ud ved solhverv og hilse solen. Når vi kommer ind i januar, er det ganske vist. Jo, se, det er lysere om morgenen og længere lyst om aftenen. Lyset vender tilbage.

Nogle af os, der bekender sig til asatro, fejrer lyset ved solhverv, andre ved midvinter. Man gør, som man føler mest for. Men fejringer er kedelige alene. Bedst er det at samles i fællesskaber. Mærke viljen til hinanden, mærke glæden sammen. Så hvert år i januar samler jeg nogle nære venner. Vi går ud til min sten og stiller os i kreds. Vi ”bloter” til de nordiske guder. Vi følger den gamle skik, hæver et horn med mjød, ofrer, hvad vi synes, som tak for det år, der svandt, som tak for, at solen er vendt, og lyset nu atter kommer tilbage. Og så fester vi. Fester for lyset, fester for livet.

For fester holder mørket fra døren. Fællesskaber holder mørket fra døren. Og det uanset hvilken tro man bekender sig til. Tanken om at være en del af et fællesskab tænder lys i mørket. Og bevidstheden om, at alting går i ring, at året går i ring, gør, at vinteren er tålelig at komme igennem. Især hvis man selv sætter lys, selv søger fællesskaber. Ikke kun i julen, men i hele mørketiden. Og måske markerer, når man kan se, det er blevet lysere, når håbet er tændt.

De fleste i Danmark har netop fejret, at et barn blev født den 24. december, i stedet for at fejre, at lyset er vendt tilbage midt i januar. Men jeg går ud på solhvervsdagen og hilser solen velkommen igen. Jeg går ud ved midvinter sammen med mine venner og takker for, at lyset nu er ved at vende tilbage igen. For ved at fokusere på lyset og på fællesskabet, holder jeg mørket fra døren.

Gudrun Victoria Gotved er vølve, produktionsskolelærer og thul i asa- og vanetrosamfundet Forn Sidr.