Asfaltballet kører ind i sproget

Under coronakrisen har politikere vist glemt at tænke grønt, når de hele tiden må asfaltere, mens de kører

Asfalten er forbundet med modernisering, urbanisering, fart, effektivisering af samfundet. De lange sorte striber af asfalt i landskabet er måske vor tids stærkeste symbol på det, vi kalder fremskridt. Illustration: Morten Voigt
Asfalten er forbundet med modernisering, urbanisering, fart, effektivisering af samfundet. De lange sorte striber af asfalt i landskabet er måske vor tids stærkeste symbol på det, vi kalder fremskridt. Illustration: Morten Voigt.

Det er, som om offentlige sprogbrugere, politikere, journalister har været på kursus for at blive vejmænd. Der er i hvert fald et udtryk fra vejarbejdet, som breder sig lige nu, så vi lægger asfalt, mens vi kører. Det drejer sig om buzz word’et ” vi asfalterer, mens vi kører” .

Udtrykket betyder, at her arbejdes hårdt. Vi kaster os ud i det, lægger planer undervejs. Vi finder en vej. Det er altså, paradoksalt nok i disse tider, hvor vi dyrker det grønne, et positivt udtryk. Mærkeligt, for hvis der er noget, der er sort, fossilt, olieagtigt, anti-grønt, er det asfalt.

Det kan give lidt morsomme associationer at bruge udtrykket. En stor nordjysk erhvervsorganisation, Marcod, som arbejder med maritim udvikling, skibsfart og andet, der knytter sig til de blå erhverv, fortalte for eksempel i pressemeddelelser for et års tid siden, at de asfalterer mens de kører. Det er vel næppe havets landeveje, der skal asfalteres?

Der er udtryk, der ligner, nemlig at vi bygger skibet, mens vi sejler, eller lægger sporene, mens vi kører. Sådanne udtryk kunne tidligere henvise til forvirring og mangel på planlægning. Nu er det positivt, at man ikke ved, hvor asfaltvejen skal føre hen, før man lægger den.

Stammer fra græsk stenolie

Ordet stammer fra græsk, asphaltos, og kan oversættes til jordbeg eller stenolie. I dag fremstilles asfalt af stenmateriale og et stof, der hedder bitumen, og som er et restprodukt fra bearbejdning af råolie. Jordbeg findes imidertidig naturligt som et mineralsk stof, en brun, glinsende masse, der kan fremkomme på steder, hvor fordampningen er høj. Stoffet blev undertiden også kaldt med det ubehagelige udtryk ”jødebeg”. H.C. Ørsted skriver i ”Samlede og efterladte Skrifter” om Det døde Hav:

”Paa Søen flyder Asphalt (Jødebeg) med dens Ledsager Bergolien, som sandsynligviis stammer fra underjordiske Kilder.” Man kendte til asfalt, og Ørsted var med til at forme det moderne ord.

Asfaltbelægning og asfaltveje, som vi kender dem overalt i dag, har rod i slutningen af 1800-tallet. Martin Andersen Nexø skælder nogle litteraturanmeldere ud for at være”spegede Asfaltslidere”.

Provinsen blev også asfalteret

Omkring 1930 blev asfaltbal til. Man satte en grammofon op eller et orkester, og så bliver der danset. Det kunne vi trænge til i disse coronatider! Asfalten blev symbol på fremskridt i 1950’erne og 1960’erne. Byernes gader og de store amtsveje var asfalterede, men i de gesjæftige årtier, hvor velfærdsøkonomien blev grundlagt, og hvor, fristes jeg til at sige, man asfalterede, mens man asfalterede, blev tusindvis af støvede grusveje, landeveje, biveje asfalteret. Alle de små kommuneveje, der slyngede sig gennem sognene ude på landet, blev gjort klar til invasionen af biler.

En af de populære af disse biler, der blev allemandseje, var asfaltboblen, slang for den lille runde Folkevogn. Fra nu af kunne man også gå i eller bide i asfalten, hvis man faldt eller blev slået i jorden, øh, asfalten. Det kunne også give asfalteksem på knæene, hvis man faldt på cyklen.

Asfalten er forbundet med modernisering, urbanisering, fart, effektivisering af samfundet. De lange sorte striber af asfalt i landskabet er måske vor tids stærkeste symbol på det, vi kalder fremskridt. Den ny vending om at asfaltere, mens vi kører, har den forestilling om fart og fremskridt indbygget.