Avisens vellidte fejlfanger er fyldt 80 år

Korrekturlæser Henning Petersen fejres på avisens redaktion. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.
Korrekturlæser Henning Petersen fejres på avisens redaktion. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.

At være 14 år på samme arbejdsplads sker for en del mennesker, men når der er tale om tiden efter pensionsalderen, er bedriften anderledes imponerende. Når man samtidig fylder 80 år, er der virkelig noget at fejre.

Det blev Henning Petersen i denne uge, hvor den tidligere skoleinspektør og nuværende korrekturlæser for Kristeligt Dagblad mandag den 6. januar fyldte rundt.

Det blev onsdag fejret ved en reception på redaktionen i København. Her blev Henning Petersen ønsket tillykke og modtog en stor tak for gennem årene og fortsat at begrænse omfanget af stave- og sprogfejl i avisen.

Henning Petersen pløjer dag efter dag artikel efter artikel igennem for at finde fejl, der måtte snige sig ind i teksterne, så de kan blive rettet, inden avisen går i trykken og når ud til læserne.

Den dannede og fagligt stolte kollega er en vigtig bagstopper i bestræbelserne på at lave et så fejlfrit produkt som muligt, lød det i redaktionschef Jeppe Duvås tale til Henning Petersen. Det er derfor en privilegeret arbejdsplads, der kan trække på en 80-årig kollegas store viden og erfaring, lød det.

Der var mange fremmødte ved fejringen, for Henning Petersen er en vellidt og respekteret kollega, som man altid kan gå til, når man har spørgsmål om sprog og grammatik. Og der er altid velfunderet og venlig hjælp at hente. Samtidig bidrager han til den gode stemning ved festligheder, såsom den årlige julefrokost, hvor han traditionen tro rejser sig og synger en vise eller salme.

Selv er Henning Petersen, påpegede han i sin tale, meget taknemmelig for sit arbejde og relationerne på Kristeligt Dagblad.

Den tidligere skoleinspektør på Engelsborgskolen i Lyngby-Taarbæk Kommune gik på pension i 2002. Til marts er det 14 år siden, han begyndte som deltidsansat korrekturlæser på Kristeligt Dagblad, der har haft og stadig har stor gavn af hans omfattende viden om dansk, kristendom og historie.